Alicante-den lysende by..

På en research-rejse til forskellige vindistrikter overnattede jeg i Jumilla efter et besøg hos Fundado Blanco, hvor der blandt andet produceres en dejlige hvidvin af en blanding af druerne Viura og Chardonnay.

Efter et udmærket aftensmåltid i hotellets restaurant drak jeg kaffe og brandy (den fantastiske fra Teichenné) ved bardisken i et næsten tomt lokale, hvor jeg som enlig gæst blev konverseret livligt af den ældre bartender, der hidtil havde stået lænet mod væggen og kedet sig bravt. Ved at høre at jeg næsten morgen agtede mig til Alicante, spurgte han høfligt, om jeg havde et overnatningssted på forhånd, ellers ville han da gerne på det varmeste anbefale sin lidt yngre bror Benitos pensionat i et forholdsvist roligt kvarter, kendt for sin hjemlige hygge, gode mad og propre værelser ― der var tolv ialt, viste det sig.

Det havde været min hensigt at tage ind på golfhotellet Sidi San Juan i Playa San Juan, en forstad til Alicante kun 6 km fra centrum, hvor jeg havde overnattet én gang før, selv om jeg ikke spiller golf. Golfhoteller er vild luksus, som der dog også skal være råd til i nogle dage på enhver rejse, og en af fordelene ved netop dette hotel er, at alle 176 værelser har udsigt over Middelhavet, så man ikke som på andre hoteller først skal forhøre sig om værelsets beliggenhed i forhold til verdenshjørnerne. Golfhotellet har også alle tænkelige faciliteter: en opvarmet pool, restaurant, en elegant piano bar, et helse-og fitnesscenter foruden at være beliggende i umiddelbar nærhed Club Alicante Golf og Golf Club Bonalba.

Jeg havde set frem til at tilbringe et par dage på det estimerede Hotel Sidi San Juan, men ved nærmere eftertanke blev jeg enig med mig selv om, at jeg havde større muligheder for at træffe ganske almindelige mennesker på pensionatet, der var nemmere at snakke med end golfentusiaster, og at det i øvrigt var meget længe siden, at jeg havde boet på et pensionat i Spanien ― mindst fyrre år! Så derved blev det, og det kom jeg heller ikke til at fortryde.

La Pensión Tres Hermanas i Calle de Unas befandt sig i nærheden af universitetshospitalet og var derfor forholdsvis let at finde vej til. Her fik jeg en overordentlig hjertelig modtagelse af Benito, som var gift med en af de tre søstre, og to af sidstnævnte ― den tredje søster lå på det nærliggende Universitetshospital, hvor hun havde gennemgået en operation et unævneligt sted.

Den hjertelige modtagelse skyldtes, at bartenderen på hotellet i Jumilla havde adviseret min ankomst med mange superlativer. “El señor Elmer es un escritor danés y muy famoso,” havde bartenderen fortalt sin bror i telefonen og havde sandsynligvis overdrevet sine lovord lidt for at gøre modtagelsen ekstra hjertelig.

Efter et glas vin i salonen blev jeg vist til et hyggeligt hjørneværelse med vinduer til to gader af Don Benito (foto til venstre) og hans 17-årige søn Rafael, der til min forundring var lige så fregnet som et kort over befolkningstætheden i Belgien, og krumbøjet slæbte på mit habengut, mens han af sin far fik besked på ufortøvet at stå til min disposition som min private guide under opholdet i Alicante.

Det var generøst af Don Benito, og jeg havde da også megen fornøjelse af at færdes i byen sammen med Rafael. Den unge fyr havde et sikkert instinkt for at kunne fortælle mig netop det, jeg i øjeblikket gerne ville vide. Af og til tog han selv initiativet til at vise mig noget, han syntes, jeg absolut burde se. På en rundtur i byen overraskede han mig med at udpege det kongelige danske konsulat på Plaza Calvo Sotelo 3-5 B.

Rafael skulle til efteråret begynde at studere sprog og historie på universitetet, og med det kvikke hoved, der sad på ham, tvivlede jeg ikke om, at han nok skulle få noget ud af sin universitetsuddannelse senere i livet. Den overordentlige dynamik, den spanske folkesjæl rummer, har altid søgt andre veje for sin udfoldelse end den, der er angivet med den erkendelsesteoretiske søgen efter et nyt grundlag for verdensbetragtning og livsanskuelse. At man i Alicante og andre spanske byer tidligere end på mange ikke-spanske universiteter frit docerede det kopernikanske system, at man i filogogi, sprogvidenskab og tekstkritik tidlig var i jævnhøjde med Erasmus og Reuchlin, og at spanierne var de første til fordomfrit at tillade den obduktion, hvormed den moderne anatomi blev grundlag, giver enhver ung spanier noget at leve op til.

En dag viste Rafael mig rundt på universitetets område og gav mig til allersidst et indblik i spansk humor dér på stedet. I sekretariatet havde fotokopimaskinen det med ofte at bryde sammen, og den kvindelige sekretær, som maskinen sorterede under, var åbenbarrt godt træt af at blive skældt ud over det og havde hængt denne seddel på maskinen:

Kopimaskinen virker ikke.

JA ... vi har ringet efter en tekniker.

NEJ ... han kommer ikke i dag.

NEJ ... vi kan ikke selv lave den.

NEJ ... vi ved ikke, hvor længe den vil være ude af drift.

NEJ ... vi ved ikke, hvad der er sket.

NEJ ... vi ved ikke, hvem der har gjort det.

JA ... vi beholder den.

NEJ ... vi ved ikke, hvad du skal stille op.

Alicante, denne elegante havneby på Costa Blanca, har omkring 265.000 indbyggere og hører til et af de mest solrige steder i Europa i vinterhalvåret. Den specielle lyse himmel her fik romerne til at kalde byen ”Den lysende by”.

Mange forskellige folkeslag har haft herredømmet i området i kortere eller længere tid, og det bærer byen stadig præg af. I den gamle bydel ligger domkirken San Nicolás, som er opført over en moské og er fra 1600-tallet.

Tæt ved ligger byens rådhus udsmykket med en barokfacade. Her residerer borgmester Luis Díaz Alperi, der citeres for at have sagt til eleverne (Rafael var én af dem) ved en jubilæumshøjtidelighed på en af byens skoler: “Sørg altid for at få masser af motion, hold jer fra spiritus og tobak, og håb så på, I har valgt de rigtige forfædre!”

I kvarteret ligger også Museo de Arte Siglo 20, som huser kunst af bl.a. Picasso, Miró, Juan Gris, Braque og Dalí. “Et billede på et kuseum eller kunstgalleri hører sikkert flere dumme bemærkninger end noget andet i denne verden,” sagde Rafael og fortalte mig derefter om Cuevas de Canalobre, naturens egen kunstværk som i form af drypstenshuler findes 700 m. oppe ad bjergsiden.

Byen har selvfølgelig ændret sig en del, siden vores verdensberømte landsmand H. C. Andersen kom til staden og skrev:

Ja, nu skulle man see Alicante! Hvidkalkede fladtagede Huse, med fremspringen altaner, er Physiognomiet; et Par af Gaderne ere brolagte, Almeda seer ud som en Stump, klippet fra en af Boulevarderne i Paris, og man ville ikke savne dér et så lille afklippet stykke; dens træer giver ikke megen skygge, men dog sidder Folk her i rækker, paa stenbænkene og see paa de mange Spadserende. Her kom et Par svenske Matroser, de taltee freidigt og frit, de talte deres eget Tungemaal, de vidste jo, at Ingen forstod dem. Der gik, i Silke og med Kniplings-Mantille, en nydelig ung dame forbi, hun sævede paa de smaa fødder, bevægede med Ynde sin glimrende Vifte, bevægede Øinene, ganske naturlige bevægelser; det var en Dame af stand. “See Tøsen! see Tøsen,” sagde matroserne. “Det er en dejlig Fregat,” udbrød den Ene. “Hun skyder signalskud!” sagde den anden.

Alicantes charme opleves på Explanada de España med de høje palmer og mange blomster. Rafael fortalte mig, at på denne eksplanade mødte mange deres tilkommende livsledsager. Han håbede selv at blive så heldig. Hvorfor ikke på universitetet? Næh, nej, han ville ikke risikere at få en kone, der var mere intelligent end han!

Dejlige spadsereture venter også langs havnen og stranden. Castillo de Santa Bárbara er Alicantes største seværdighed og ligger på Benacantil-højen. Allerede år 200 f.v.t. menes karthagerne at have haft en borg liggende på højen. Det nuværende anlæg stammer fra den sene middelalder. En elevator fører fra stranden til toppen 166 m.o.h. Herfra er der en storslået udsigt over hele området, som ifølge Rafael skal have inspireret mange lokale digtere.

Jeg var blandt andet kommet til Alicante for at besøge Bodega Enrique Mendoza, en af egnens største, hvis vine også er kendt i Danmark, og hvis vinproduktion foregår i området omkring den nærliggende by Villena. Jeg mindes kun vinkompagnier i Oporto, der har gjort et lige så overvældende indtryk på mig. Bodega Enrique Mendoza råder over en vinkælder med 500 fade samt flaskestativer til 500.000 flasker. Bodegaen drives som familieforetagende og har lidt utraditionelt valgt primært at satse på klassiske franske druesorter som Cabernet Sauvignon, Merlot, Pinot Noir med flere samt fadlagring på amerikanske og franske egetræsfade.

Mendoza´s vinmarker strækker sig over 45 hektar. 50 % af druerne er Cabernet Sauvignon, som sammen med Merlot og Pinot Noir bruges til rødvine. Bodega Mendoza´s store omhu i alle vinproduktionens komplicerede faser, som jeg fik et lille indblik i under besøget, sikrer en fornem finish og kvalitet. således som det er kendetegnende for de mest rodfæstede familieforetagender i vinfremstillingsbranchen. Enrique Mendozavinene produceres udelukkende ved hjælp af moderne fremstillingsmetoder, blandt andet af helt nye ståltanke, hvilket giver vine af højeste kvalitet.

Alt i alt en dejlig udflugt og et vellykket besøg kun med det lille minus, at Rafael, uden at jeg havde bemærket det, havde taget lidt vel rigeligt for sig af smagsprøverne og var småberuset. Han blev først selv klar over det, da jeg spurgte ham, hvad hans far ville sige til at se ham i den tilstand. Ja, der kunne sikkert vanke et par øretæver, når jeg ikke var i nærheden. Jeg gjorde holdt ved et cafeteria, hvor jeg fik ham til at drikke en liter mælk. Derefter spadserde vi lidt, og efterhånden klarede det så meget på Rafaels begreber, at vi kunne fortsætte hjemturen.

På afrejsedagen nogle dage senere betroede han mig med spansk formfuldendt høflighed, idet jeg overrakte ham en pæn drikkeskilling: “Det har været en stor oplevelse for mig at være Deres guide, señor, jeg håber at se Dem en anden gang.”

Det kunne jo hænde. Alicante er ikke en by, hvor man på en uge kan se og opleve alt, hvad der er værd at se og opleve, selv med et unikum af en personlig guide til sin rådighed. I og for sig behøvede jeg ingen anden tilskyndelse, end at den lysende by havde ridset sig stort ind på min mindetavle.