|
Flamencodansens
legende:
Carmen
Amaya
Af Martin Elmer
|
|
 Almindelige mennesker stiller krav til andre -
eneren stiller krav til sig selv. Flamenco-dronningen Carmen
Amaya var en ener. De, der har oplevet at se hende danse,
vidste, de overværede noget uforligneligt, næsten
overjordisk. I privatlivet var hun blid og hensynsfuld,
men på scenen var hun et flammende bål af lidenskab. Da
Arturo Toscanini så hende danse i Buenos Aires udbrød
han: ”Aldrig før har jeg set en sådan glød og rytme -
hun er den bedste flamencodanserinde i verden.”
|
Fire
kontinenters scenegulve rystede under hendes små fødder - så små
at hun måtte købe børnesko. Hun var kun 152 centimeter og
vejede knap 4o kilo. Så megen større vægt havde det, at hun var
sigøjnernes Jaraona, en
hæderstitel, der kun tildeles de bedste
flamencodanserinder. Hun brugte en stor del af sit liv på at lære
folk i hele verden at forstå og elske alt det, der ligger gemt i
flamencodansen. I dag er hun en legende, der huskes som en
ypperlig kunstner på sit felt, 43 år efter sin død.
Hun
blev født i Somorrostro, Barcelonas fattigste kvarter, den 2.
november, 1913 (datoen vides ikke helt nøjagtig, fordi hendes fødselsattest
blev ødelagt under en brand). Hendes forældre var begge sigøjnere.
De havde mange børn og var utroligt fattige. Carmen var kun fire
år, da hendes far, en guitarist der blev kaldt El
Chino, begyndte at tage hende med på knejperne i Barcelonas
slumkvarterer for at tjene nogle få pesetas.
Carmen har fortalt i flere interviews, hvordan hun dengang optrådte
aften efter aften, og hvor lykkelig hun var, når hun samlede
pengene sammen, som publikum kastede op til hende. ”Jeg dansede
hele dagen lang,” fortalte hun. ”Hjemme, på stranden, på
gaderne. Selv når mor sendte mig til købmanden, dansede jeg
derhen.” Far og datter debuterede på Espafiolteatret i
Barcelona sammen med sangeren José Cepero. Carmen bjergtog
publikum, men politiet forbød forestillingen - hun var for ung
til at optræde offentligt.
 Da
verdensudstillingen 1929 åbnedes i Barcelona, blev flere dansere
opfordret til at optræde i den spanske pavillon, blandt dem
Carmen. Men hendes lykkeligste ungdomsminde var fra en dag i 1933,
da hun første gang kom til Andalusien og optrådte i Sevilla. At
blive accepteret i Sevilla, hvor flamencoens vugge havde
stået, var det samme som at have gjort sin lykke
som
danserinde. Blandt det store publikum i Variedades-teatret var også
"La Macarrona" og "La Malena", to berømte, ældre
sigøjnerfaraonas (uoversætteligt,
betyder nærmest berømte sigøjnerdanserinder). Carmen gik ind på
scenen fast besluttet på at indtage sin plads på den trone, der
stod tom efter dem. Hun begyndte sin optræden med den smukke,
melankolske soleares og vakte straks sevillanernes beundring med
en beherskelse og koncentration, der var sjælden hos så ung en
danserinde. Derefter kastede hun sig ud i den måske vanskeligste
og fornemste af alle flamencodanse, en seguirryas,
der beretter om jalousi, ensomhed, kærlighed og død. Hendes
vidunderlige krops voldsomme og dog strengt traditionelle bevægelser
udtrykte al den urgamle lidenskab og lidelse, som netop denne dans
skal vidne om. De ældre faraonas
græd. De mindedes deres egen ungdoms triumfer og bøjede sig for
Carmens kunstneriske geni. ”Du er dronningen!” råbte La
Macarrona.
De,
der kendte Carmen personligt, var enige om, at hendes menneskelige
kvaliteter var endnu større end hendes talent. Hendes venlighed
mod enhver, hendes omsorg og ædelmodighed var legendarisk. Under
en af hendes mange ture over Atlanterhavet gav kaptajnen på det
franske skib et selskab til hendes ære, og Carmen takkede ved at
danse for passagererne. Så hørte hun, at der var flere spanske sømænd
blandt mandskabet. Uden et ord til nogen gik hun ned i
maskinrummet og dansede i næsten en time dér for et begejstret
publikum.
 Carmen
rejste altid sammen med hele sin familie: forældre, brødre og søstre,
svogre og svigerinder, nevøer og niecer, for som hun sagde:
”Hvis de ikke er omkring mig, kan jeg simpelt hen ikke nyde tilværelsen.”
Hun elskede sine niecer og nevøer, som var de hendes egne børn,
og bar gerne rundt på dem, mens hun fortalte gamle sigøjnereventyr
eller sang for dem.
Da
den spanske borgerkrig brød ud i 1936 rejste Carmen til Lissabon,
hvor hun kort efter modtog et tilbud fra Buenos Aires, og hele
Amaya-klanen drog til Argentina. Hun opnåede en så overvældende
succes, at hendes seks måneders kontrakt blev forlænget med et
helt år. Derefter rejste hun på tourné
i hele Sydamerika og blev overalt hyldet af et stadig
voksende og begejstret publikum. I 1940 modtog hun sit første
tilbud fra USA - og et helt nyt problem dukkede op. Carmen talte
flere sprog, men var analfabet og kunne derfor ikke få
indrejsetilladelse til USA. Med sin sædvanlige usædvanlige
energi gik hun løs på sine nevøers og niecers skolebøger og lærte
sig at læse. Carmen fik omsider sit visum og blev så stor en
succes i USA, at præsident Franklin D. Roosevelt inviterede hende
til at optræde i Det hvide Hus. Ved forestillingens afslutning
strakte præsidenten armene ud mod hende fra sin rullestol, og hun
løb hen til ham, og de omfavnede hinanden med tårer i øjnene.
 Fra
Washington drog klanen til Hollywood, hvor filmkontrakter ventede.
Hun kom til at indspille en række film og følte sig alligevel
altid draget tilbage til scenen. Kun på teatret kunne hun give
sine følelser frit løb. ”At danse for et kamera føles aldrig
helt ægte, det spiller ikke op til én på den måde, et publikum
gør,” forklarede hun.
19.
oktober 1951 blev hun i Barcelona gift med guitaristen Juan
Antonio Aguero, og sammen rejste de fra den ene ende af Europa til
den anden, gennem størsteparten af Nord-og Sydamerika og
Nordafrika. De havde sjældent tid til at slappe af efter en tourné,
før den næste begyndte. Carmen havde altid haft svært ved at
holde sig i ro. Hvis hendes mand ikke havde tvunget hende til at
spise og sove, havde hun danset døgnet rundt og levet af kaffe og
cigaretter. Carmen var altid meget udmattet efter hvert nummer,
alligevel gik hun aldrig straks tilbage til sin garderobe, men
blev stående i kulisserne for at opmuntre andre dansere og måske
forsøge at give dem lidt af sin egen, smittende veloplagthed.
Carmen
var på tourné i USA, da hun læste, at Somorrostro-kvarteret,
hvor hun var født, skulle jævnes med jorden. Det gjorde hende
meget ondt på grund af et lille springvand dér, som hun havde
”døbt” med en flaske aguardiente
(akvavit) som barn. Alle sigøjnerne kaldte det ”Carmen Amayas
Fontæne”. Hun fortalte det til en spansk journalist i New York,
og han skrev en artikel og foreslog Barcelonas ayuntamiento
(kommunalbestyrelse) at opføre et nyt springvand på samme
plads og opkalde det efter Carmen. Den 15. februar 1959 afsløredes
på Barcelonas nye strandpromenade Carmen Amayas Fontæne, smykket
med dansende sigøjnere.
Med
tiden blev Carmens dans enklere, mere direkte. Hun var ikke længere
furien, der tabte flere kilo og ødelagde sine sko hver aften.
Lidt efter lidt skrællede hun alle de udvendige arrangementer af
såsom orkester og klaver og dansede kun til akkompagnement af
guitarer - som sigøjnerne havde gjort det i århundreder. Men det
gjorde kun hendes dans mere dramatisk og gribende.
Carmen
var født med dårlige nyrer og kunne ikke udskille kroppens
giftstoffer. Lægerne sagde, at sygdommen burde have slået hende
ihjel som 18-årig, men dansen havde frelst hende fra en tidlig død.
Under dansen svedte hun så meget, at hun slap af med tilstrækkeligt
mange toxiner til at kunne leve videre. Ingen anden kunstner kunne
med samme ret som hun sige: ”Jeg må danse for at leve.” Men
med tiden blev hendes tilstand forværret, skønt Carmen som
ventet tog sin sygdom med beundringsværdigt mod. ”Jeg vil
danse, så længe jeg kan stå på benene,” erklærede hun,
”og når jeg ikke kan det mere, vil jeg stadig gå ind på
scenen og klappe takten.” Hverken læge eller familie kunne tale
hende fra det. Heller ikke fra at begive sig ud på en ny,
amerikansk tourné, uagtet at alle vidste, hun kun havde et år
eller to igen.
Efter
også at have tourneret i Argentina, Peru, Mexico og været i
Hollywood i tre måneder, sagde hun en dag til sin mand: ”Juan,
jeg vil hjem til Spanien, før jeg dør.” Det var i februar
1963. De vendte hjem til deres landejendom i Bagur i provinsen
Gerona, hvor de gik lange ture sammen og endog badede af og til.
Til sidst blev urinforgiftningen i hendes krop så voldsom, at hun
måtte hospitalindlægges i Barcelona. Men det holdt hun ikke ud
ret længe og sagde til sin læge: ”Jeg vil ikke være her. Jeg
vil hjem!” Lægen forsøgte at tale hende fra det, for hun
risikerede at dø på vejen! ”Jeg dør under alle omstændigheder,”
var hendes svar.
Klokken
9,05 den 19. november 1963 døde Carmen 50 år gammel i sit hjem i
Bagur. Ved middagstid var springvandet i Somorrostro dækket med
blomster: Sigøjnerne havde bragt deres faraona
en sidste hyldest.
Statuen
i
Barcelona
for
Carmen
Amaya
|
Link-Vigtigste
lufthavne:
