Cordoba - Kulturby

”Ved ordet kultur trækker jeg min revolver,” erklærede den nazistiske rigsmarskal Göring i 1937.

”Kultur er et våben,” forkyndte multikunstneren Poul Henningsen (1894-1967) på samme tid ― han vidste, at ved at sætte pen til papiret kan man tænde flere bål end med alverdens tændstikker.

Kultur er blevet defineret som vaner, men det er nok rigtigere, at anskue begrebet som synonym for viden, fremskridt og udvikling, som den spanske forfatter Miguel de Unamuno y Jugo. Mennesket opfinder hjulet, hjulet bliver til en maskine, maskinen til en flyvemaskine og så videre.

I de sidste 200 år har der været mange kulturdebatter, om kristendommen og andre religiøse rørelser kan indpasses i kulturbegrebet. ”En tro er et privat anliggende, uanset om den dyrkes i fællesskab med andre, og har derfor ingen kulturel betydning for samfundet,” skriver Miguel de Unamuno y Jugo (1864-1936, se foto til højre) i et af sine essays Los hambrientos no estan a la vista og fortsætter:

”Kultur er viden, fremskridt og udvikling … ingen af disse intentioner kan forbindes med nogen religion.” Senere i essay’et gør Miguel de Unamuno denne indrømmelse:

”Der gives præster, munke og nonner, hvis tro ikke hindrer dem i at engagerer sig i socialt eller andet verdsligt hjælpearbejde, som de netop har det rette sindelag for.” En sådan skikkelse handler denne artikel også om.

Araberne etablerede et rationelt overrislingssystem i Spanien for at hæve jordens afkastning og indførte nye kulturvækster som risplanten, dadelpalmen, ferskentræet og sukkerrøret. Deres erfaringer med hesteavl gjorde den andalusiske hest lige så berømt og efterspurgt som den arabiske. Kartagernes hensygnende sølvgruber satte de igang igen. Med produktionen af smukke linnedvarer og en betydelig eksport af silke skabte de et økonomisk opsving for det fattige Andalusien.

En tid var der beskæftiget 130,000 arbejdere alene på silkevæverierne i Cordoba.

Byens indbyggerantal var i 900-tallet en halv million, i dag 350,000, og mens Spaniens befolkningstal i dag er 40 millioner, boede der omtrent lige så mange alene i Andalusien i kalifatets glanstid.

Med 600 moskeer og mange offentlige badeanstalter og biblioteker var Cordoba et imponerende europæisk kulturcentrum.

Ved nattetide oplystes byen af gadelygter, mens nattevandrere i London endnu syv århundreder senere matte famle sig frem i mørke.

Gaderne var overdådigt brolagte, mens man flere århundreder frem vadede i dynd i Paris efter hvert regnskyl.

Cordobas universitet hørte til de berømteste i verden og samlede studenter i tusindvis.

Hvis ikke krige, raceforfølgelser og anden politisk ufordragelighed, bl.a. takket være et fanatisk katolsk regentpar, havde grebet forstyrrende ind og århundreder senere næsten affolket landet, ville Cordoba i dag have været ikke blot Spaniens mest betydningsfulde by, men hele Europas kulturcentrum.

Da Gonzales Menendez-Reigada eller Pater Albino (den hvide munk, som hans menighed kaldte ham), kom til Cordoba i slutningen af 1940'erne, var byen et trist syn.

Halvdelen af indbyggerne levede under usle forhold, som gav gode vækstbetingelser for sygdomme og kriminalitet. Menendez-Reigada erkendte det nyttesløse i at prædike guds ord i disse slumkvarterer, hvor hverdagens tyngende problemer gav folk andet at tænke på. Det gjaldt om at sikre dem en menneskeværdig tilværelse: Der matte bygges en ny by!

Beslutningen drøftede Menendez-Reigada (foto til højre) med sin betroede medarbejder, pater Juan, som havde været ingeniør og kommunal embedsmand, før han blev præst. De måtte gøre de bedste blandt byens arkitekter, entreprenører, bankfolk og advokater interesseret i projektet. Juan stillede sig noget tvivlende Forretningsfolk var jo ikke filantroper.

Ingen af de udvalgte var dog uvillige til at møde frem og drøfte sagen, og heller ikke til at yde et beløb til formålet ―det ville også give dem goodwill i byen. Menendez-Reigada ønskede imidlertid ikke penge, men ekspertise.

"De skal give mig en times arbejde om dagen," forklarede han.

Enkelte afslog, men de fleste indvilligede efter at have blevet spurgt, om de virkelig havde for travlt til at ofre blot en time om dagen for deres by og medmennesker.

Der blev sammensat et arbejdsteam, men dets forslag om opførelse af store boligkomplekser, forkastede Menendez-Reigada. Hver familie skulle have egen bolig ― et lille hus og en patio. Kun sådan kunne der skabes en menneskeværdig ramme om familielivet.

De finanskyndige fandt, at det var et alt for ambitiøst og urealistisk projekt. Cordobas indbyggere ville aldrig blive i stand til at rejse den nødvendige startkapital til et så omfattende byggeprogram.

Ideens ophavsmand tvivlede imidlertid ikke på, at når folk blev orienteret om alle byggeprogrammets detaljer, ville de slutte op om det, ligeledes regeringen i Madrid og ― lige så vigtigt ― bankerne.

Hans tro og udholdenhed gav også resultater. Efter på utallige møder i byen at have redegjort for projektet, begyndte pengene at strømme ind, små beløb fra fattigkvartererne, store fra velhaverbydelene. Indtægter fra markedsfester og velgørenhedsmatineer gav andre betragtelige summer. Cordobas på den tid mest berømte matador Antonio Cahero, skænkede 6,5 hektarer værdifuld byggegrund, og byrådet stillede andre arealer til rådighed.

Cordoba rejste sig som fugl Fønix af asken. For første gang i sin bevægede historie stod hele byen samlet om at løse en stor, fælles opgave. Det gjorde indtryk på regeringen i Madrid, som bevilgede 40 millioner pesetas til projektets gennemførelse med løfte om yderligere pekuniær støtte.

Allerede 3 år efter stod 1500 huse færdigopført i to af byens tidligere mest elendige kvarterer, og da jeg en forårsdag i 1958 for første gang kom til byen, lå der over 5000 huse langs træbevoksede alléer, som havde fået navn efter ideens ophavsmand og byens navnkundige tyrefægter: Barria Fray Albino og Barriada Canero, Sagrada Familia, arbejdsudvalget, fungerede som bolignævn og fastsatte lejen på grundlag af familiernes husstandsindkomst.

Juridisk er husene Sagrada Familias ejendom, men lejemålet kan gå i arv, så man kan med rimelighed tale om et projekt gennemført efter georgistiske principper, som var det politiske parti: Danmarks Retsforbunds hovedprogrampunkt.

Udefra ser Sagrada Familia's huse ens ud, indvendig er de og den lille patio indrettet forskelligt, hvad jeg i 1958 havde lejlighed til at konstatere, når venlige spaniere indbød mig til at kigge indenfor. Jeg glemmer aldrig en af disse gæstfrie indbyggere i Cordoba, en ærværdig 63-årig señor Jose Miguel Alvarez, som sagde:

"Den virkelige prøve på menneskers samvittighed er deres vilje til at ofre noget for fremtidens generationer, hvis tak de måske aldrig vil høre."

Da det var almindeligt at holde høns og duer i Cordoba, hvor mulighederne fandtes, var der fjerkræ i hundredevis af gårdspladser i de nye boligkvarterer, som supplerede beboernes husholdning og indtægter.

Denne tradition inspirerede Menendez-Reigada til at skabe interesse for hjemmeindustri. På arbejdsborde i mange patio'er fremstillede familierne alle slags ting, fra keramik til morgensko, som kunne købes i byens forretninger.

På undervisningsområdet supplerede Menendez-Reigada de traditionelle spanske skolefag med undervisningstilbud til beboernes unge piger i madlavning, kjolesyning, stenografi og maskinskrivning. Drengene blev der skaffet lærepladser til i forskellige håndværksfag.

Denne imponerende sociale indsats over en lang årrække i byens tidligere store og triste slumkvarterer blev et forbillede for andre spanske byer med tilsvarende problemer.

I 1958 og under senere besøg i Cordoba har jeg som en pilgrim vandret til de seværdigheder, man aldrig trættes ved at gense. Den Store Moske (foto til venstre), i sin tid den største i verden næstefter den i Mekka, som med 850 søjler, der stammer fra romerske templer og kristne kirker, er et bygningsværk af usædvanlige, harmoniske proportioner, navnlig når man betænker, at moske'en er ombygget og udvidet flere gange med århundreders mellemrum.

Det jødiske kvarter, hvis torve, blomstermure og smedejernsporte man uvilkårligt tilskyndes til at dvæle ved, for hvad er der ikke her samlet af smukke vækster, praktisk talt alt hvad Spanien tillægges af vidunderlige dufte fra myrter, roser, nelliker, jasminer, kaprifolier, adelfas, mandeltræer, citron og fersken. Del er som at vandre i en rus af euforisk lyksalighed i denne bydel.

Længst dvæler jeg ved den romerske bro over Guadalquivir (på arabisk: Wadi al Kebir: >Den store flod<). Der er en duft af >Tusind og én Nat< i historien om kongen at Sevilla, al-Mu'tamid, der forelskede sig i en ung, kristen slavinde ved navn Romaiquia. Arabiske krønikkeskrivere fortæller, at de var hinanden tro hele deres liv, og da kongen blev styrtet ved en paladsrevolution, fulgte hun ham i landflygtigheden.

Det fortælles også, at hun var en kristen slavinde, som kongen så første gang en aften, da han sammen med en ven spadserede på broen, hvor de søgte at overgå hinanden i poetiske udgydelser, hvis emne var den strømmende flod under dem. Blandt andet sagde kongen til sin ven:

"I sidste ende er et digt ikke noget vi ser, men et lys vi kan se ved, og det vi ser er livet."

Romaiquia hørte det, idet hun passerede de to mænd, og faldt så behændigt ind i deres samtale, at hun tiltrak sig den unge fyrstes opmærksomhed. Han løskøbte hende og tog hende med til Sevilla.

Denne bro over Guadalquivir er som en blanding af en eventyr-og historiebog. På den har drengene Seneca og Lucian hængt over balustraden og kastet sten i flodens mudrede strøm. Over denne bro har Cæsars legioner marcheret, da de kom fra Rom til Cordoba for at tugte den alt for selvrådige og obsternasige Popeius. Her har også det tolvte århundredes store tænker og mediciner Moses Maimonides (se frimærkebillede) vandret, mens Saladin af Egypten og Richard Løvehjerte af England rivaliserede om at få ham til livlæge.

Og i slutningen af 1940'ne gik-Gonzales Menéndez- Reigada samme vej, da han første gang besøgte fattigkvartererne, som vakte hans sociale indignation.

På broen stod den berømte engelske skuespiller og forfatter Dick Bogarde den 19. juni 1976 og udbrød: "Det er så godt umuligt at overvurdere de fleste tings ligegyldighed, sammenlignet med hvad denne bro har været vidne til."

Ja, hvilken anden bro i verden gemmer i sit solide stenlag et fjernt ekko af så mange skridt, der har givet genlyd i historien? Som et módus vivéndi slår den bro over mere end det vand, derløber under den.

Og som tidligere efterlevede jeg en majdag en gammel tradition og kastede en mønt i dybet, for så skulle der være håb om at vende til dette sted og fornemme historiens vingesus.