|
Opvæksten
Dalís
forældre mistede før Dalí blev født en anden søn, og Dalí synes at
have fået al den opmærksomhed, forældrene ikke kunne give den ufødte
storebror. Dalí fik hurtigt et stort behov for anerkendelse og opmærksomhed,
og han udviklede efterhånden et alvorligt storhedsvanvid, som han
imidlertid formåede at bruge som en kreativ kraft i sin kunst og som
springbræt for selviscenesættelsen: ”Mine ambitioner [er] aldrig holdt
op med at vokse, og på samme måde forholder det sig med mit
storhedsvanvid. Jeg ønsker kun at være Salvador Dalí - intet andet; men
efterhånden som jeg nærmer mig dette mål, fjerner Salvador Dalí sig
fra mig.”
Catalanismen og maden
Dalí
var catalaner, og det var han stolt af. Han opfattede Catalonien som selve
verdens centrum – eller ”næse”, med hans egne ord: ”Tror I måske
at man kan finde smukke landskaber overalt, fordi jorden er rund. Men er
det ikke sandt, at et rundt ansigt kun har én næse? De smukke landskaber
findes der kun meget få af.” Selvom Dalí rejste meget og boede en længere
periode i USA, opholdt han sig i Catalonien, i huset i Port Lligat, størstedelen
af sit liv. Et ordsprog siger, at catalanerne kun tror på eksistensen af
det, der kan spises, høres, røres og ses. Hvad angår det spiselige
troede Dalí i høj grad på dets eksistens - i hvert fald optræder maden
i forskellige former overalt i hans malerier. Selv de bløde ure, Dalí er
så kendt for, har ifølge kunstneren selv deres udspring i et måltid
mad. Dalí havde hovedpine en dag, og blev hjemme for at gå tidligt i
seng, mens Gala gik i biografen med nogle venner. Dalí og Gala havde den
dag spist Camembert, og billederne af uret og osten blandede sig i Dalís
bevidsthed. På trods af hovedpinen, satte Dalí sig til at male, og da
Gala kom hjem, kunne han vise hende sit første maleriet af de bløde ure.
Paris og mødet med
Picasso
Dalí
blev uddannet på Kunstakademiet i Madrid, hvor han blev klassisk skolet
og opnåede en høj teknisk kunnen. I løbet af 1920’erne
eksperimenterede han med stiltræk fra tidens vigtigste kunstretninger,
herunder kubismen, futurismen, impressionismen, pointillismen, futurismen,
og neokubismen. I 1927 rejste han til Paris på opfordring af vennen og
kunstneren Joan Miró. Her mødte han Picasso, et møde, der gjorde stort
indtryk på Dalí. I sin selvbiografi skriver han, hvordan det var Manuel
Ángeles Ortiz, en kubistisk maler fra Granada, der præsenterede ham for
Picasso, og hvordan Dalí blev så bevæget og respektfuld før mødet med
den verdenskendte kunstner, at han følte det som om, han skulle til
audiens hos selveste paven.
Surrealismen
I
1929 sluttede Dalí sig til den surrealistiske gruppe i Paris, der talte
bl.a. André Breton, Louis Aragón og Paul Éluard. Breton havde i 1924
udgivet sit indflydelsesrige Manifeste
du surréalisme, hvor han formulerede en sønderrivende kritik af
realismen. Breton var ude efter flere af det 19. århundredes største
forfattere, herunder Stendhal og Dostojevskij, som han kritiserede for
deres lange, minutiøse beskrivelser af rum og tid. De endeløse
opremsninger og den store detaljerigdom udmøntede sig ifølge Breton i en
statisk fremstilling, der ikke gav plads til tvivl hos læseren. Breton
daterer denne moderne rationalismekult til Auguste Comtes formulering af
positivismens grundsætninger i 1840’erne. I stedet foreslår Breton en
ny kunstform, som han døber surrealismen
– en kunst over eller ovenpå
realismen. Breton lægger et omfattende kunstprogram frem, der både
indeholder æstetiske krav og metoder og formulerer et teoretisk grundlag.
Metodisk vil Breton gøre brug af automatismen,
dvs. det urefleksive udtryk for tankens sande funktioner, uden fornuftens
styring af den kunstneriske proces. Psykologien havde særligt
interesseret sig for de psykologiske automatismer i slutningen af det 19.
århundrede, bl.a. af Pierre Janet i L’automatisme
psychologique (1889). Breton lægger sig op ad den franske og tyske
psykologi fra denne periode og påkalder sig navne som Sigmund Freud og
Hippolyte Taine, der begge beskæftigede sig med psykiske fænomener som
drømmen, det ubevidste og galskaben og derved forsøgte at studere de
dybdepsykologiske lag i jeget. Breton fremhæver desuden en række skønlitterære
forfattere, der har undersøgt de samme fænomener i litteraturen, som
Taine og Freud i psykologien, herunder Knut Hamsun, der i Sult
(1890) havde beskrevet de psykologiske grænsetilstande, hallucinationer
og det ubevidstes dominans under indflydelse af sulten.
Den paranoisk-kritiske
metode
Surrealismen
var altså Dalís teoretiske og metodiske grundlag i en længere årrække,
men efterhånden fjernede Dalí og surrealisterne sig fra hinanden, og
surrealisterne endte med at ekskludere den catalanske kunstner fra bevægelsen
i 1938, hvorefter de fortsatte hver for sig. Personligt valgte Dalí
herefter at udtrykke forholdet mellem surrealisterne og sig selv således:
”Den eneste forskel på surrealisterne og mig selv er, at jeg er
surrealist.” Dalís evindelige provokationer, blev i sidste ende for
meget – selv for surrealisterne, der havde provokationen som et erklæret
mål - men bruddet skyldtes først og fremmest Dalís politiske
overbevisninger, og herunder særligt hans fascination af totalitære
regimer, og i særdeleshed Franco og Hitler som personer.
Parallelt med
at Dalí distancerede sig fra surrealisterne, fandt han frem til en egen
kunstnerisk metode, der var inspireret af Bretons automatisme, men
adskilte sig fra den på væsentlige punkter. Dalís metode, den såkaldte
paranoisk-kritiske metode, fordrede, at kunstneren skulle være
noget andet og mere end et blot passivt medium for det ubevidste. Dalí gør
rede for metoden i bogen La Femme
visible (1930, Den synlige kvinde), hvor han definerer den som
"en spontan metode til irrationel erkendelse, baseret på en kritisk
fortolkende sammenstilling af deliriums-fænomener".
De sene værker og
religionen
I
1940 flyttede han til USA, hvor hans talent for selviscenesættelse og
excentriske påfund skaffede ham succes som designer. Her triumferede han
med sin evne til altid at komme med den rigtige bemærkning, og han
hyldede det amerikanske samfunds høje smertetærskel hvad angik hans
evindelige provokationer. En amerikansk journalist udspurgte i forbindelse
med en udstilling Dalí om et af hans nyeste billeder:
-
”Er det rigtigt, at De netop har malet et billede af deres kone med to
stegte svinekoteletter på skulderen.
- Ja, det er
rigtigt, men svinekoteletterne er rå, ikke stegte.
- Hvorfor?
- Fordi også
Gala er rå.
- Og hvorfor
svinekoteletterne og Gala?
-
Jeg kan godt lide svinekoteletter og jeg kan godt lide min kone. Jeg ser
ingen grund til ikke at male dem sammen.
I
1950 konverterede Dalí til katolicismen, og herefter er hans malerier i højere
grad præget af religiøse motiver. Han senere værker domineres desuden
af interessen for atomfysik, holografi og stereoskopiske opbygninger.
Selvbiografierne The secret life of Salvador Dalí / Dalís hemmelige liv (1942) og Diario
de un genio / Et genis dagbog ( 1964), der var med til at udbrede
kendskabet til kunstnerens liv og værk, er interessante og underholdende
introduktioner til kunstnerens liv.
|
|
Link-Vigtigste
lufthavne:
Af
Kasper Christiansen 
