English version

Hovedmenu

Introduktion
Spaniens historie
OM SPANIEN
Praktisk INFO
Costa del Sol
Byer og Seværdigh.
Spaniens regioner
Spaniens Monarki
Kunst & Kultur
Tapas & Spisevaner
Costa del GOLF
Konsulatet i Málaga
Bolig i Spanien
Restauranter
Hoteller

Med Spain info Groups nye MEDIAPLAYER kan du nu nyde Spanien i..

FOTO-VIDEO & MUSIK »

Spain Info Group GØR noget for sine besøgende!

Hoteller m.v. i Spanien - SpainBy.com

Vejret i Málaga-provinsen:

Link-Vigtigste lufthavne:  

Billund » København » Málaga » Madrid »

Rundt om Costa del Sol med... Annette Sahlertz de Fernández »

Danske konsulater i Spanien » Ambassaden »

Carlos Martin var søn af en funktionær i det offentlige, og hans far havde ideligt indprentet ham, at når hensynet til sandheden trædes under fode eller blot tilsidesættes en smule, vil alt blive tvivlsomt.  Han var også forlovet med en bankmands datter, som havde lært ham, at en dårlig samvittighed er en samvittighed, der gør sin pligt.  Desuden studerede han zoologi ved Madrids Universitet i håb om at slutte med en doktorgrad og var deltidshjælper ved den spanske ornitologiske forening SEO, som længe havde bekymret sig for Coto Doñana. Alt således taget i betragtning var vel ingen bedre end Carlos Martin motiveret for at gøre en indsats for at redde Doñana.

Der gik heller ikke lang tid, før han hørte om en ny fare, der truede området: Schweiziske og spanske forretningsfolk planlagde et vældigt turistkompleks på 650 hektarer sandstrand op til Coto Doñana, men da Carlos Martin gik til modstand mod dette naturødelæggende projekt, havde han ingen anelse om, at det skulle tage fire år af hans liv.

Coto Doñana ligger ved floden Guadalquivirs udløb cirka 80 km sydvest for Sevilla og anses for at være en af Europas sidste store vildmarker. Den er et fristed for et stort antal sjældne og truede fuglearter som for eksempel sultanhønen og den majestætiske kejserørn. Omkring 80 procent af Europas millioner af vandfugle gør ophold her på deres årlige træk mellem syd og nord.

Her råder en enestående blanding af naturformer, blandt andet vandreklitter, sump og tør kratskov, som er hjemsted for et rigt dyreliv. Farvestrålende firben daser i solen, vildsvin, desmerdyr og væsler pusler mellem rosmarin og enebærbuske, kronvildt og dådyr strejfer omkring på engdragene inde i landet. I heldigste fald kan man få pardellossen med de lange ørepensler at se.

På papiret skulle Coto Doñanas fremtid synes sikker nok, og Carlos Martin granskede dem alle. Området var spansk nationalpark, et naturbeskyttelsesområde under EF, Ramsar-region (et vådområde af international betydning) og biosfærereservat under UNESCO. I størstedelen af området havde kun forskere adgang - almindelige besøgende var henvist til fire timers begrænset rundvisning. Det var forbudt at campere. I 1989 blev 49.000 hektarer tilstødende jord erklæret for »naturpark« af regionalstyret for Andalusien. Dermed blev det fredede område faktisk fordoblet samt beskyttet med nye, strenge love.

Indbyggerne i de små puebloer, der grænsede op til parken, havde imidlertid ingen respekt for fredningslove. Urenset spildevand blev ledt ud i de sårbare sumpe, og bønderne pumpede grundvand op til afvandring af deres marker. Tillige måtte parkvagterne konstant være på vagt mod krybskytteri og ulovligt krebsefiskeri.

Udviklingsplanen for området havde også andre problemer at slås med. Knap 50 meter fra Coto Doañnas hegn breder feriebyen Matalascañas sig. Det er et sammensurium af billige hoteller, ferielejligheder, grillbarer og værtshuse, spekulationsbyggeri det meste, hvis befolkning om sommeren vokser til 85.000.

Costa Doañna-projektet skulle have været en luksusudgave af Matalascañas: hoteller med 32.000 senge, villaer og ferielejligheder i andalusisk stil bygget omkring en golfbane med 27 huller. Feriebyen skulle lægge beslag på fem og en halv kilometer af stranden  El Asperillo - en enestående  natur med klitter så høje som et femetages hus. Ubegribeligt nok lå dette område udenfor Coto Doañnas fredede areal. Nogle af de hundreder af investorer, som havde sat over 50 millioner schweizerfrancs i ferieby-projektet, ville nok have trukket sig, hvis de havde vidst hvad for mennesker, de betroede deres midler.

Selskabet Costa Doañna S.A., som ejede jorden, havde Salvador Echeverria som dets øverste ansvarlige - en entreprenør dømt for bedrageri i 1979. Aktiesalget stod det schweiziske selskab Doañna Landerschliessungs­AG for. Dets direktør, Peter Sommerhalder,  tidligere Echeverrias kompagnon,  fortalte investorerne, at den spanske Banco de Crédito Industrial havde stillet garanti for 14 milliarder pesetas, og at Costa Doañna havde indgåede kontrakter om indkvartering af 6000 gæster til verdensudstillingen Expo '92 i Sevilla. Begge dele var en kæmpeløgn.

Under forberedelserne til sin kamp mod Costa Doañna-projektet fandt Carlos Martin en ideel forbundsfælle i Sanlucar de Barrameda ved navn Javier Hidalgo. Denne repræsenterede femte slægtled som overhoved for familiens sherryhus og var bekymret for, at projektet ville betyde udslettelsen af en naturskat, som stod hans hjerte nær.

Javier Hidalgo var uddannet biolog og havde siddet i parkens bestyrelse fra 1979 til 1986, men havde trukket sig ud i frustration over bestyrelsens uarbejdsdygtighed med hensyn til at redde naturparken til trods for, at han havde fremlagt beviser for, at Matalascañas var ved at tømme parkens vandreserver, og at Costa Doañna-projektet ville forbruge ikke under fem milliarder liter vand om året.

Han havde nu en stærk mistanke om, at højtstående personer i den spanske regering stod bag Costa Doañna projektet, hvilket blev bestyrket af journalisten Jose Dias Herrera, der hævdede, at projektet var en regulær pengemaskine for Socialistpartiet. Herrera underbygger sin alvorlige anklage ved at udpege Francisco Palomino, svoger til ministerpræsident Felipe Gonzalez, som en af projektets bagmænd.

Javier Hidalgo rejste meget omkring for at sælge sin sherry og havde erhvervet sig mange gode forbindelser. Han ville forsøge at overtale nogle af dem til at lægge pres på regeringen for at standse projektet. Som mangeårigt medlem af SEO besluttede han at drøfte sagen dér. Sådan var han kommet i forbindelse med Carlos Martin, som nu var foreningens fredningsformand og havde sat sig grundigt ind i udviklingsplanerne. De to mænd arbejdede godt sammen  og sendte al materiale om projektet til diverse journalister, medlemmer af Europa-Parlamentet, miljøgrupper og græsrodsbevægelser - alle, som overhovedet havde mulighed for at gøre deres indflydelse gældende til fordel for sagen.

Kort før jul 1989 gav byrådet i Almonte, som El Asperillo hører under, en foreløbig tilladelse til at projektere Costa Doañna, til trods for at det var velorienteret om Carlos Martins og Javier Hidalgos initiativer. De to mænd mistænkte nogle byrådsmedlemmer for at have modtaget bestikkelse af politiske bagmænd i Madrid.

Det næste skridt var så en vurdering af miljøbelastningen. Med socialistregeringens interesse for projektet var det blot en formalitet, vidste Carlos Martin. Skulle han og Javier Hidalgo  nå at standse projektet, måtte de handle meget hurtigt. Først rundsendte de en erklæring med over hundrede fremtrædende spanieres underskrifter, som forlangte Costa Doañna skrinlagt. Generaldirektør Charles de Haes for WWF, Verdensnaturfonden, skrev til UNESCOs direktør Federico Mayor og gjorde ham opmærksom på, at Costa Doañna ville totalt ødelægge en af Spaniens sidste uspolerede kyststrækninger. Javier Hidalgo  holdt foredrag i Danmark, Storbritannien, Belgien, Norge og USA og omdelte tusindvis af fortrykte postkort, der var adresseret til Felipe Gonzalez, med krav om, at den spanske regering skulle bevare naturreservatet.

Men kampagnen mødte en uforsonlig modstand hos den lokale befolkning, der holdt fast ved deres ret til at gøre, som de ville med deres jord. Carlos Martin var efterhånden overbevist om, at det eneste håb lå i at tilvejebringe et stærkt pres på den spanske regering fra andre, navnlig europæiske lande. Han bombarderede den daværende EF-miljøkommissær Carlo Ripa di Meana med breve, der beskrev de ødelæggelser, som truede Coto Doañna.

Da en embedsmand vredt benægtede, at Coto Doañnas vandreserver var faretruende små, fremskaffede Carlos en rapport fra regeringens egne eksperter, som underbyggede hans anklage.

I juli 1990 meddelte kommissær Ripa di Meana endelig, at Spanien nu officielt var under mistanke for flere overtrædelser af EFs regler om beskyttelse af fugleliv. Han nævnte udtrykkelig, at reservatet var truet af overdreven koncentration af turistprojekter i Matalascafias. Nu var Spanien og Costa Doañna kommet i EFs søgelys. Og det kunne næppe være sket på et mere ubelejligt tidspunkt. Spanien satsede meget på at blive værtsland for EFs nye miljøagentur, og lokalvalg skaffede offentlighed om alle sager vedrørende Andalusien. De regionale myndigheder reagerede prisværdigt hurtigt og satte en stopper for alle kunstvandingsprojekter i Doañna-området.

Carlos Martin kæmpede videre for at få skrinlagt Costa Doañna-projektet definitivt og tilbragte stadig flere aftener på SEO’s kontor. Hans kæreste blev så træt af hans overarbejde, at hun hævede forlovelsen. Med stoisk tålmodighed brugte Martin endnu mere energi på sin kamp.

I foråret 1990 havde han truffet den 41-årige advokat Jean-Pierre Egger fra Geneve, som var specialist i miljølovgivning. Da Carlos Martin diskuterede Costa Doañna-projektet og de schweiziske bagmænd med Egger, fik han en pludselig indskydelse: Hvad om man gik efter bagmændene i stedet for selve projektet? Kunne det for eksempel lade sig gøre at angribe dem ved schweiziske domstole - ikke for miljøbelastning, men for bedrageri? Egger erklærede sig villig til at tage sagen, og SEO støttede den.

I Geneve anlagde Egger som advokat for SEO og miljøgruppen Agaden fra Cadiz sag mod direktør Sommerhalder for bedrageri mod investorer. Sommerhalder svarede igen med krav om fogedforbud mod, at Egger udtalte sig offentligt om ham eller Landerschlissungs-AG. Sommerhalders krav blev afvist. Men ufatteligt nok afviste den schweiziske ret også bedragerisagen mod Sommerhalder med den begrundelse, at Egger ikke direkte repræsenterede investorerne. Egger tabte dog ikke modet, men gav sagen videre til medierne. Nyhedsmagasinet Time præsenterede Coto Doañna på forsiden af sin internationale udgave. Det schweiziske hotelforbund, som omfatter flere rejsearrangører, skrev til sine medlemmer og opfordrede dem til at boykotte feriebyen, hvis projektet blev til noget.

Costa Doañna var efterhånden blevet en temmelig pinlig sag for Spanien. En betragtelig del af landets turister var miljøbevidste mennesker, der kom til Spanien for at opleve naturen. Andalusiens regeringschef Mafiuel Chaves rådførte sig med EFs kommissær for regionale anliggender, Bruce Millan, og nedsatte en kommission, der skulle lægge en plan for sikringen af parkens fremtid. Carlos Martin havde netop foreslået en sådan kommission i et brev til Andalusiens kulturminister to måneder tidligere, men ikke fået svar. I marts 1992 underskrev kommissionen - som bestod af internationale eksperter på en lang række områder ­, ferieprojektets dødsdom. I en redegørelse på 178 sider bekræftede de behovet for at frede de landskabelige og økologiske værdier i den uberørte kyststrækning, især El Asperillos klitlandskab. Og da Manuel Chaves bakkede op om den fyldige redegørelse, gav projektets tilhængere omsider op – for dem var slaget uigenkaldelig tabt.

I tilgift foreslog kommissionen »grøn turisme« for at fremme forståelsen for Coto Doñanas særprægede plante og dyreliv. Det betyder anlæg af nye stier og fugleskjul samt ansættelse af flere omvisere. Men det kan også medføre indtægtsmuligheder for parkens naboer, når folk kommer for at studere den sjældne natur.

Den samlede EF-Kommission besøgte området i maj 1992, og Daniel Jacobs fra direktoratet for regionale anliggender udtalte: ”Coto Doñana giver os en oplagt mulighed for at vise, at EF kan udrette noget for miljøet og samtidig tilbyde befolkningen en levevej.”

Carlos Martin havde fortsat i sinde at blive doktor i zoologi og skulle bruge mindst ni måneder i fred og ro til at skrive sin afhandling.  ”Men sådan er livet jo,” udtalte han i et interview, ”man må hele tiden træffe valg og holde fast ved dem.” Og i dag kan naturelskere i hele Europa glæde sig over, at han holdt fast.

I næste måned følger et nyt afsnit om Doñana.