English version

Hovedmenu

Introduktion
Spaniens historie
OM SPANIEN
Praktisk INFO
Costa del Sol
Byer og Seværdigh.
Spaniens regioner
Spaniens Monarki
Kunst & Kultur
Tapas & Spisevaner
Costa del GOLF
Konsulatet i Málaga
Bolig i Spanien
Restauranter
Hoteller

Med Spain info Groups nye MEDIAPLAYER kan du nu nyde Spanien i..

FOTO-VIDEO & MUSIK »

Spain Info Group GØR noget for sine besøgende!

Hoteller m.v. i Spanien - SpainBy.com

Vejret i Málaga-provinsen:

Link-Vigtigste lufthavne:  

Billund » København » Málaga » Madrid »

Rundt om Costa del Sol med... Annette Sahlertz de Fernández »

Danske konsulater i Spanien » Ambassaden »

Franco blev født i 1892 i den galiciske kystby El Ferrel. Hans far intendant i marinen. Selv valgte han en karriere i hæren. I 1912 blev han sendt til spansk Marokko under en forbitret kolonikrig. Han udmærkede sig i felten og blev i en alder af 33 general ­ efter sigende den yngste i Europa siden Napoleon Bonaparte.

I 1931 blev kong Alfonso XIII tvunget i eksil, og Spanien blev republik. Men demokratiet garanterer ikke på forhånd et godt styre - det gør det kun muligt. Kaotiske 5 år fulgte med strejker, jordkonfiskationer, politiske mord og gadekampe mellem venstre og højre.

Valget i 1936 gav venstrepartierne sejren, og da højrekræfterne startede en opstand i efteråret, meldte Franco sig og samlede en hær i Marokko. Han satte over Gibraltarstrædet, akkurat som maurergeneralen Tarik ibn Ziyad gjorde i 711, og marcherede fra by til by med retning mod Madrid. Borgerkrigen blevet forspillet til anden verdenskrig. Hitler og Mussolini hjalp Franco med soldater og materiel. Den internationale kommunistbevægelse og nogle få ikke-kommunistiske grupper støttede regeringsstyrkerne.

Borger­krigen varede 3 år og kostede en halv million døde, foruden at den efterlod et stort antal byer i ruiner - og Spanien i den dybeste armod. Men selv da fortsatte Spanien med at være et splittet land, måske ikke mindst fordi borgerkrigen havde splittet mange familier.

Francos tilhængere overgik næppe hans modstandere i antal, men hæren og Guardia Civil var en magtfaktor, som havde besat alle nøgleposter i infrastrukturen, og gjorde det håbløst at tænke på et nyt oprør. Den vindende part betragtede derfor også Franco som garant for stabilitet og orden og kunne stort set sove roligt om natten for hans kritikere, der i ham så en tyran magen til Hitler og Mussolini. Den eneste virkelig trussel var baskerne.

Historisk har Spanien været et land præget af politisk kaos og voldsomme omvæltninger. I de sidste 100 år før Franco har landet oplevet 26 revolutioner og to andre borgerkrige. Under Francos fascistiske styre havde Spanien fred i næsten 36 år, men den indre uro og spænding er aldrig aftaget.

De mange års ophedede politiske situation kulminerede med det baskiske attentat mod Francos førende stedfortræder, admiral Luis Carrero Blanco, den 20. december 1973 i Madrid. Seks måneder tidligere havde Franco udnævnt den 70-årige admiral, hans politiske partner og nære ven siden borgerkrigen, til Spaniens minister­ præsident for en femårsperiode. Franco beholdt nok magten, men Carrero Blanco overtog den daglige regeringsledelse.

Francos fæstning blev yderligere rystet den 25. april 1974, da hæren i nabolandet Portugal væltede et højreorienteret, autoritært styre, som var ældre end Francos. Den nye portugisiske regering gled hurtigt til venstre med lederen af det kommunistiske parti Alvaro Cunhal som minister uden portefølje. Såvel moderate som konservative i Spanien begyndte at frygte, at noget lignende ville ske der, enten før eller efter Francos død.

Uvisheden om Spaniens fremtid blev ikke mindre, da den aldrende Franco, som længe havde lidt af Parkinsons sygdom, i juli 1974 blev indlagt i tre uger med årebetændelse. El Caudillo vendte dog tilbage til den politiske arena, men for første gang i fire årtier begyndte spaniere af alle politiske afskygninger at frygte, at et skifte måske ville ske i form af en ny borgerkrig.

Trods disse dystre fremtidsudsigter synes det dog stadig at være de månedlige afdrag på biler og andre forbrugsgoder, der optog spanierne mest. Før borgerkrigen i 1930'rne havde Spanien praktisk talt ingen middelstand - der var kun de meget rige og de meget fattige. Millioner af forarmede landarbejdere sled på de store godser. En tredjedel af befolkningen var analfabeter.

Spanien ændrede sig langsomt under Franco, men den forbedrede økonomiske situation og andre fremskridt for landet kan næppe tilskrives hans regime, æren tilkommer enkeltpersoners og forretningsforetagenders og industriers private initiativer, der ville, som en naturlov, have set dagens lys under alle omstændigheder, uanset landets politiske forhold.

Det var i virkeligheden kun overfladisk set (af Francos propagandafolk), at økonomien begyndte at bedres i 1953, da USA opnåede tre luftbaser og en flådehavn ved at pumpe cirka 12 milliarder kroner ind i landet.  Den overvejende del af dette beløb gik til at forbedre magthavernes positioner, især forsyne hæren med nye våben og fly -, så pengene vendte faktisk godt forrentet tilbage til USA. Det har altid været Nordamerikas stående problem at holde liv i landets væsentligste indtægtskilde, våbenindustrien. Sidst har dette problem motiveret krigen i Irak.

Først ved indgangen til 1970’erne kunne hele den spanske millionbefolkning spise sig mætte og begynde at se frem til en voksende velstand. I 1960 besøgte kun 4,2 millioner turister Spanien. I 1974 blev Spanien invadere t af cirka 30 millioner, som lagde 18 milliarder kroner i landet. Inflationen i Spanien lå ganske vist på omkring 20%, men bruttonationalproduktet og arbejderlønningerne var steget hurtigere. Gennemsnitsindkomsten, der ti år før havde ligget på omkring 3000 kroner om året, var nu lidt over 10.000 kroner. Kilometer efter kilometer af nye beboelsesejendomme omkalfatrede med betydelig hast Madrids bybillede. I stedet for at tilbringe fritiden hjemme eller slentre rundt på byens torve begyndte spanierne at tage på weekendture i deres små Seatbiler - den spanske version af den italienske Fiat.

En ting ændrede sig imidlertid ikke: 

El Caudillo var  stadig uindskrænket hersker, omend han levede stedse mere afsondret fra det pulserende liv ved at tilbringe sin livsaften i Pardo-paladset, en tidligere kongelig sommerresidens i udkanten af hovedstaden. Omgivet af Goya- gobeliner, Velazquezmalerier og liberiklædte tjenere traf han her alle vigtige beslutninger. Ingenting er umuligt for den mand, der ikke behøver at gøre det selv.

Kun under udfoldelse af stor forsigtighed tillod spanierne sig at kritisere regeringen mand og mand imellem. Aviser var blevet forbudt eller idømt store bøder for at have trykt artikler, som mishagede politikere og myndigheder. Frie fagforeninger kendtes ikke. Ifølge loven skulle alle tilhøre statsstyrede arbejder-"syndikater", som man kendte dem i Mussolinis korporative stat. Da 113 personer i 1973 samledes i en kirkebygning i Barcelona for blandt andet at diskutere et krav om retten til at afholde frie møder, blev de alle arresteret. 

Spanien havde også under Franco et parlament, Cortes, men af dets 561 medlemmer var kun de 104 folkevalgt. Resten var udpeget af regeringen eller valgt inden for regeringskontrollerede organisationer. Og under alle omstændigheder havde Franco det sidste ord at skulle have sagt i Cortes.

Utilfredsheden voksede imidlertid støt. Hemmelige fagforeninger var under oprettelse, mange ledet af kommunister. Forretnings- og industrifolk kræver en demokratisering, så Spanien kunne blive optaget i Fællesmarkedet.

Bitrest for Franco var den katolske kirkes kritik af hans embedsførelse. Under borgerkrigen dræbte republikanerne henved 8000 præster og nonner, overvejende Franco-sympatisører, og det fik kirken dengang til at slutte op om Franco. Men allerede i 1969 ønskede hovedparten af præsterne og biskopperne, at forholdene måtte blive ændret.

Snigmordet på ministerpræsident Carrero Blanco satte søgelys på endnu et urocenter, nemlig de velstående og stærkt nationalistiske, baskiske provinser. Spaniens to millioner baskere udgør en særlig folkegruppe, som i Nordspanien og det sydvestlige Frankrig taler et sprog, der er noget helt for sig selv. Af alle eksisterende tungemål er det måske det allersværeste at lære, fordi det ikke er beslægtet med noget andet, undtagen en lille sproglomme i Kaukasus. Baskisk er muligvis en rest af et hulesprog, som blev talt, før gletscherne i istiden dækkede store dele af den nordlige halvkugle. Dets yderst komplicerede konstruktion og vanskelige ordforråd har skabt det lokale mundheld: »Da Gud ville straffe Fanden, dømte han ham til at studere baskisk i syv år.«

Under borgerkrigen var baskerne imod Franco - den republikanske regering havde tilladt dem et regionalt selvstyre, som de satte meget højt. Men Franco fratog baskerne deres selvstyre og forbød undervisning på baskisk i offentlige skoler.

Baskernes bitterhed resulterede i en guerillabevægelse ved navn Euzkadi ta Azkaiasuna (ETA), hvilket betyder Baskisk Land og Frihed. 

Det var ETA, som påtog sig ansvaret for mordet på Carrero Blanco.

Efter attentatet udpegede Franco den 66-årige Carlos Arias Navarro som ministerpræsident. Han havde været indenrigsminister og før dette embede Spaniens politichef. Arias havde været flittig til at gennemføre Francostyrets lov og orden, men betragtedes dog ikke som yderliggående.

Arias begyndte så småt at løse op for det autoritære styre. Pressen fik større frihed, og Arias offentliggjorde planer om at tillade dannelsen af "foreninger", som skulle give spanierne mulighed for at udtrykke sig politisk for første gang siden 1930'rne. Men der er stadig stærk modstand mod sådanne liberaliseringsforsøg. I oktober 1974 tvang højrekræfter således Arias til at fyre sin liberale informationsminister; hvilket igen medførte, at flere højtstående embedsmænd trak sig tilbage.

Det mest iøjnefaldende tegn på politisk ændring var den ro, hvormed de før så letbevægelige spaniere tog mordet på Carrero. "For fyrre år siden ville blodet have flydt i gaderne," sagde en spanier til mig under et forretningsbesøg i København. "Vi er nået langt siden da."

Mange spaniere følte også i første halvdel af 1970’erne, at roen efter dette mord lovede godt for en fredelig overgang, når Francos tid var forbi.

El Caudillo bestemte, at en sønnesøn af Alfonso XIII, den 37-årige prins Juan Carlos, skulle krones til konge otte dage efter hans død. Spaniens fremtid synes således til en vis grad at afhænge af Don Juan Carlos. Prinsen talte fem sprog flydende og var kendt for sit demokratiske sindelag. Hans største problem var imidlertid, at han var håndplukket af Franco og derfor kunne droppes når som helst. Der var heller ingen tvivl om, at de antiroyale kræfter i Barcelonaområdet, som i dag har deres eget magtfulde parti i regionen, ville gøre sit til at skabe vanskeligheder for ham.

Et gammelt ord siger, at ”i Spanien er alting muligt og intet sandsynligt”.

Vanskelighederne opstod dog fra en helt anden kant, da en gruppe Guardia Civilfolk under kommando af oberst Antonio Tejero Molina forsøgte et nyt kup ved at trænge ind i Cortes og afbryde parlamentsmødet 24. februar 1981. Men det tog kun de kongetro styrker få timer at eliminere kupforsøget og arrestere Tejero og hans 31 følgesvende.

I de efterfølgende 25 år er der kommet mere styr på tingene og medlemskabet af EU har styrket spaniernes respekt for demokratiet, erklærede den sidste regeringschef José Maria Aznar ved en bestemt lejlighed. Det må dog siges at være en sandhed med moderationer, eftersom demokrati ikke forefindes i EU-institutionerne. Men det er en ganske anden historie, som Kipling altid sagde.