|
Jerez
- Vinens Mekka

Af Martin Elmer
|
|
I
Sydspanien, omtrent hvor Atlanterhavet mødes med
Middelhavet, findes en egn, som berømmes for sine
fuldblodsheste, tapre kamptyre og vine. Hvad det sidste
angår først og fremmest
sherryen. Landet ligger solsvedet hen hele året
bortset fra cirka 76 dage, hvor regnen siler ned. Om
sommeren forvandles overfladen på den kalkrige
albariza-jord
i vingårdene af den bagende
andalusiske sol til en hård skorpe, som forhindrer
vinterregnens væde i at fordampe. Jord som denne findes
ingen andre steder i verden, og klimaforholdene er ganske
usædvanlige. Disse to faktorer i forening frembringer
vine, som er blandt de populæreste i verden.

|
Byerne,
som dominerer egnen, er Sanlucar de Barrameda, Puerto de Santa
Maria og selve sherryens hovedstad, Jerez de la Frontera. Alle tre
hører til Spaniens ældste. Ved første blik ligner de nok andre
andalusiske byer med gamle, mauriske bygninger, et væld af
bougainvillea og kølige patios, hvor stilheden kun brydes af en
plaskende fontæne. Men de er alligevel anderledes på grund af
deres bodegas, de mægtige, tavse lagerbygninger, hvor
druesaften gærer, lagres og blandes i de store fade,
sherrypiberne. Disse luftige, hvidkalkede bygninger er blevet
kaldt sherryens katedraler, og nogle af dem var også engang
klostre, hvor middelalderens vinbryggende munke holdt til.
Ingen
ved nøjagtigt, hvornår den første vin blev fremstillet i området,
men da fønikerne kom til Spanien første gang, 1300 år f.v.t.,
fremstillede de indfødte iberere allerede en
slags spiritus, kaldet Jerezanos som indbyggerne selv, der tør
aflægge ed på, at det
var deres vin, som fik Cæsar og Hannibal til at trænge ind i
Spanien.
Jerezanos
praler
også af, at deres vin engang standsede en invasion. I 1625 blev
den engelske kong Karl I fornærmet, fordi kong Filip IV af
Spanien afslog hans frieri til Filips søster, prinsesse Maria.
For at få hævn sendte kong Karl 10.000 mand af sted i gode skibe
for at ”svide den spanske konges skæg”. Den engelske styrke
landede i nærheden af Cadiz og
slog lejr lige op til en stor bodega
uden
for byen. Tre dage senere sluttede invasionen, uden at det var
kommet til kamp. Angriberne, der nærmest var bedøvede af al den
sherry, de havde drukket, trak sig tilbage i total uorden og
efterlod 30 skibe og 1000 klatøjede soldater.
I
tidens løb er sherryen strømmet ud over hele verden. Columbus
var nok den første, som bragte den til Amerika. Magellans skibe
var velforsynede med sherry, og Mayflower sejlede i
sherryfarten, længe før den landsatte de ædruelige pilgrimme på
den nordamerikanske kyst.
Jerez
de la Frontera's historie går lige så langt tilbage i tiden som
Malagas (bynavnets appendiks "de la Frontera" er en
reminiscens fra hine ufredelige tider med idelige krigshandlinger
mellem kristne og muslimer). En central begivenhed i byens brogede
historie er, at her sejrede araberne i 711 over vestgoterne. Denne
kamphandlings udfald indledte den mauriske æra, som varede til
den sidste mauriske konge: Boabdil blev uddrevet af Spanien i
slutningen af det 16. århundrede. Det berettes, at da den slagne
konge på et sted, som siden er kaldt El Suspiro del Moro
(Maurernes Sidste Suk) lod et sidste blik dvæle ved Alhambra.
udbrød hans mor bittert: "Græd blot over det som en kvinde,
for du forsvarede det aldrig som en mand."

Sherrybyen
er helt nøjagtig beliggende 21 km nordøst for Cadiz, i et opland
med den populære betegnelse "El Triangulo del vino". I
hvert hjørne af denne trekant ligger de førnævnte vinbyer af
stor betydning:
Jerez,
El Puerto de Santa Maria og Sanlucarde Barameda.
Jerez
er den absolut vigtigste af de tre, i dag en moderne by med ca.
190.000 indbyggere. Mange mænd ser ud som typiske englændere, klædt
i velsiddende, engelske habitter. Der har været en stærk engelsk
og skotsk infiltration siden det 17. århundrede, og mange af de
kendte familier har en del nordisk blod i arene.
Jerez
de la Frontera er det absolutte centrum for fremstilling af
sherryvine. De findes i flere, mere eller mindre tørre,
henholdsvis søde typer; sød sherry er en blanding af tør sherry
og sød vin i form af for eksempel den topasgule oloroso
og cream-sherryen med det rige, gyldenbrune skær. Fino
og den strågule Manzanilla er meget tørre,
lette, lyse vine. Amontillado er noget mindre tørre til
halvtørre, fyldigere og lidt gyldne. Oloroso er
kraftigere, mørkere, varierende fra halvtørre til mere sødlige
kvaliteter. Pale, Golden, Cream og Brown
varierer fra helt lyse til meget mørke, fra halvtørre til meget
søde, fra ringere til bedre kvaliteter.
Vinmarkerne
omkring Jerez 13.300
omhyggeligt plejede hektarer
er blandt de ældste i verden. Druerne vokser her i jord,
der ofte er som smuldret klippe. Den bedste vin fremstilles af
druer med et lavt sukkerindhold, og disse vokser som regel på den
dårligste jord.
Vore
dages fremstilling af sherry er en træls og årelang proces.
Efter høsten må vinmarkernes kalkrige jord luges og brydes op, så
man kan bygge små, kvadratiske volde op omkring hver vinstok, for
at planterne kan opnå størst mulig udbytte af vinterregnen. Om
vinteren beskæres stokkene, og nar rankerne om sommeren tynges
ned af druerne, må de bindes op for ikke at knække af.
I
dag planter man de fleste steder vinstokkene med så store
mellemrum, at en lille traktor kan pløje mellem rækkerne. Kun
ved visse ceremonielle lejligheder presses druerne med fødderne,
ellers overlades arbejdet til store, mekaniske pressere.

Omkring
seks timer efter presningen af druerne påbegyndes
gæringsprocessen, der varer en måned. Vinen får derpå
lov at hvile og klares i de kølige måneder. Engang i februar
bliver den kvalificeret af en kyndig capataz, dvs. formand, der
ikke smager, men lugter til en prøve. Denne fagkyndige og særdeles
vigtige person nedfælder sin dom med kridt på karret med
mystiske tegn, som afgør vinens skæbne og udvikling i de følgende
år.
|
For
den nysgerrige, omstrejfende turist har denne historiske by
så meget andet at byde den rejsende på, for eksempel en
enestående rideskole, "Den kongelige andalusiske
rideskole",
der
indbyder til opvisning
en gang om ugen (dog ikke i sommermånederne). |
 |
Desuden
er den gamle bydel nok mere end én rundtur værd, og der er et
enestående ur-museum (men undgå at være der kl. 12, hvis De er
meget "sensibel over for ringende lyde). Her findes også
"El Alcazar", en maurisk borg med blandt andet arabisk
badeanstalt, et værdigt minde om svundne tiders storhed.
Fem
kilometer uden for byer ligger et karteuserkloster, hvis
honninggule facade gør den til en af Spaniens smukkeste
barokbygninger, som da også er blevet gengivet på lærred af
mange af fortidens malere. Neden for klostret flyder floden
Guadalete, hvor den sidste gotiske konge Roderick forsvandt sporløst
under den sidste kamp mod maurerne og ikke efterlod sig andet end
sin hest med et usædvanligt pragtfuldt seletøj.
Hvad
underholdning angår er der i det hele taget noget for enhver
smag. Der er flamenco-opvisningerne og to imponerende byfester -
"feria del caballo" i foråret og vinfesten i September.
Endelig er det afslappende at betragte folkelivet fra et cafébord
på byens solbeskinnede plaza, hvor palmetræer kaster skygge, og
hvert vindpust bringer berusende dufte af byens forskellige vine
med sig.
I
Jerez huskes den amerikanske forfatter Ernest Hemingway for en
typisk bemærkning, som han ytrede til en bodega-indehaver engang
i 1950'erne:
"Det
er utroligt, hvad man kan finde i denne by, bare man leder målbevidst
efter noget andet."
Hemingway
ledte hos byens autoværksteder- og forhandlere efter en speciel
bolt til sin bils motorophæng. Under sin ihærdige søgen kom han
til et hus med en tandlægepraksis i stueetagen. Da han længe
havde trængt til et tandeftersyn, besluttede han, at han lige så
godt kunne få det ordnet, nu hvor han ligefrem blev mindet om det
på rette sted.
Denne
beslutning gav ham en uventet oplevelse. Det viste sig nemlig at være
en højst opfindsom tandlæge, han konsulterede. Denne betjente
sig af hensyn til personer med tandlægekræk af et usædvanligt
beroligende middel - fugle! Tandlægen havde en foderkasse i et træ
direkte foran behandlingsrummets vindue i øjenhøjde med
patienten. Her var der et vældigt leben dagen lang, når snesevis
af mange forskellige slags fugle fløj til og fra og kappedes om
at komme til at få del i kornet og brødstykkerne. Der udspillede
sig hyppige dramatiske scener omkring foderet. Patienten blev
gerne så opslugt af forestillingen, at han/hun glemte sin nervøsitet,
og behandlingen var overstået næsten, før de vidste af det.
Museum
”Centra Tematico la Atalaya” består faktisk af to
selvstændige museer: "El Palacio del Tiempo"
(ur-museet) og "El Misterio de Jerez". Der er
faktisk tale om to museer i samme bygning i Calle Cervantes 3.
"Centra Tematico" fandtes i forvejen, en bodega med en
vinbeholdning tilbage til det 19. århundrede, som man omdannede
til et egentligt vinmuseum, der udover en udstilling af den lokale Jerez-vin i alle sortimenter
(vinsmagningsafdeling og tapasbar forefindes) supplerer med et
"Sound & Light Show" med navnet: "El Misterio
de Jerez”.
Ved
hjælp af avanceret teknologi oplyses der om vinens historie
gennem skiftende tider. På filmlærredet vises fønikiernes
ankomst til
Cadiz-bugten omkring år 1100 f.v.t., hvor de grundlagde en
koloni. Med sig havde de vinstokke, som blev plantet i jorden ved
]erez. Showet er meget livagtigt med effekter, som at forvandle
gulvet til et hav. Efter fønikierne kommer turen til romerne og
maurerne, alt imens gulvet skifter fra hav til romerske mosaikker,
senere til el campo med maurernes vandingssystemer.
Der
afsluttes med, at en urmager,
materialiseret
af den moderne computerteknologi, træder frem og byder velkommen
til sit værksted. Fra dette interessante sted fortsætter
rundvisningen gennem flere sale, nogle med franske ure fra før og
efter revolutionen, og der er også en sal med en stor samling
engelske ure.
Et
gyroskop ved indgangen til det to hundrede år gamle palæ skal
med sine rytmiske bevægelser påminde besøgende om tidens
uafvendelige gang. Museets mange unikke ure, ialt er der
omkring
trehundrede eksemplarer fra det 17. og 18. århundrede, som i
bogstaveligste forstand formår at få det til at kime for de besøgendes
ører, når de falder i slag omtrent samtidig. De er nemlig så gode som nye, fordi passes og
plejes af en lokal urmager, der med en ugles klogskab betroede
mig, at for
gamle mennesker går minutterne langsomt og timerne hurtigt, for børn
flyver minutterne, mens timerne kravler af sted...
Denne
enestående samling af gamle ure, blev påbegyndt af en vinhandler
i Jerez i det 18. århundrede, som efter hvad den lokale urmager
oplyser, var i den grad fascineret af tidsbegrebet og måden at måle
tiden på, at han udstyrede samtlige palæets værelser med ure af
mange nationaliteter og derved skabte en samling, som anses for
enestående i verden.
Turister,
der først og fremmest som tørstende pilgrimme valfarter til
Jerez de la Frontera, fordi den er "vinens Mekka", får
deres forventninger mere end rigeligt opfyldt. Der er langt over
300 store og små bodegaer (vinkompagnier) at besigtige. Her
finder man kendte navne som "Harveys", "Domeque",
"Williams & Humbert" (der producerer den i
Danmark så populære sherry Dry Sack) og "Sandeman",
samt mange andre.
Bodegaerne
har tradition for at tage godt mod besøgende og invitere på
rundvisninger og smagsprøver.
Sherry er ikke nogen slags årgangsvin.
Den fyldes hverken på flasker eller sælges efter
årgang. Sherryfabrikationen foregår efter et system benævnet
Solera. Enkelt forklaret går det ud på, at man i en bodega lægger
sherrytønderne oven på hinanden i rækker over den ældste vin -
solera, der kaldes sådan, fordi den ligger på gulvet (suelo),
altså nederst. Fra disse tønder tappes den sherry, der skal
fyldes på flasker og sælges.
Oven
over ligger den første criadera, en vin der er lidt yngre, og
oven på den følger en anden criadera, som igen er yngre, osv.
Normalt vil der ligge mellem fem og seks rækker tønder oven over
hinanden. Systemet er, at hvert år tappes en tredjedel af den
gamle vin. På de samme tønder nederst fyldes så en tredjedel
fra den tønde med criadera, som ligger lige oven over. Den bliver
så igen fyldt op fra rækken oven over. Sådan fortsætter det.
Sherry-områdets største firma: Bodegas Pedro
Domecq hører til de virksomheder, der også satser på
bordvinsmarkedet. Siden 1973, hvor det multinationale
sherrykompagni etablerede sig i Rioja regionen, har
datterselskabet Bodegas Domecq haft hånd i hanke med
beplantningen, høsten og fremstillingen af en af distriktets mest
anerkendte vin, Marques de Arienzo.
Bodegas
Domecq har rådighed over 500 hektarer vinmarker i Alavesa
distriktet enten ved direkte at eje jorden eller gennem langtids
leveringsaftaler med lokale vindyrkere, som afsætter deres høst
til bearbejdning i kompagniets højteknologiske fabrik ved byen
Elciego.
Den
årlige produktion ligger nær de 4 millioner liter. Heraf stammer
ca. 85% fra 'tempranilo' druer til rødvinsfremstilling, de
resterende procent fra 'viura' druer til hvidvinsfremstilling.
Det
giver en idé om produktionens omfang, at Bodegas Domecq
disponerer over 20.000 egefade til forædling af vine, der skal
tilføres aroma og smag gennem kontakten med egetræet, og desuden
har lagerkapacitet til henved 2 1/2 millioner flasker for denne
vin.
Bodegas
Domecq er som alle andre vinfremstillingsvirksomheder i de tre
Rioja distrikter, 'baja', 'alta' og 'Alavesa', underkastet den
strengeste kontrol af de 150 millioner liter vin, der årligt
produceres. Fra midten af 20'erne har dette kontrolorgan 'Consejo
Regulador de la Denominación de Origen Rioja' draget omsorg for,
at vine med ´Rioja 'Denominación de Origen'-etiketter opfylder
de regoristiske betingelser med henblik på druernes oprindelse,
fremstilling og behandlingsmetoder.
Nået
hertil skal der også bladres lidt i historiebøgerne:
"Hvem
er egentlig denne Drake, der tales meget om?" udbrød Pave
Sixtus 5 under en samtale med en kreds af europæiske gesandter og
andre udsendinge i det sekstende århundrede. "Hvad er det
for en ejendommelig magt, han er i besiddelse af? Vi beklager at måtte
indrømme, at Vi ikke kan nære synderligt høje tanker om den
spanske flåde, når vi sammenligner den med Drakes."
Sir
Francis Drake (1540-96) blev kendt som dronning Elisabeths
dumdristige admiral i kampen mod den spanske armada i 1588. Han hørte
til de englændere, der mente, at man ikke længere skulle bøje
sig for Spaniens krav på eneretten til at herske over landene
hinsides Atlanterhavet, og han intrigerede og konspirerede med et
ikke ringe talent for at udbrede og vinde gehør for sit
synspunkt. Ved en bestemt lejlighed udtalte han:
"Jeg
sætter større pris på drømmene om fremtiden, end på historien
om fortiden."
Det var i øvrigt de mest fantastiske historier,
der blev fortalt om El Draque, "Dragen", som
spanierne kaldte ham med en blanding af ærefrygt og afsky.
I
årene 1577-1580 gennemførte han en jordomsejling, en enestående
bedrift der vakte beundring og forbløffelse i samtiden, foruden
at den styrkede Englands militære position og nationale selvfølelse.
Formodentlig
ikke mindst for at bevise Englands militære styrke og
overlegenhed over for spanierne plyndrede sir Francis Drake
havnebyen Cadiz i 1587. Han og hans mænd drog derfra med
halvanden million liter vin. De opdagede, at navnet
"Jerez" var brændt ind i bunden af tønderne og kaldte
derpå vinen for "Jerries".
Efterhånden
er det blevet til "sherry", navnet som nu er indarbejdet
i de fleste af de ca. 120 lande, der tilsammen årligt aftager 140
millioner liter af denne vin, som hører til den mest
eftertragtede i verden. Spanierne selv er - naturligvis - lige så
begejstrede for vinen, og mange tillægger den endda medicinsk værdi.
Det
fortælles om en biskop i Sevilla, at han tilskrev sin høje alder
af 125 år den omstændighed, at han drak en flaske sherry til
middag hver dag, når han var rask, og TO når han var syg!
En
æresdigter i Jerez og selv sherryproducent har i et lille digt
tolket de følelser, hvormed enhver på egnen modtaget årets vinhøst:
Ud
i verden sendes duften
af
vor nye sherry-høst.
Den
skal drikkes for din sundhed
og
for ædel drikkelyst.
|