Gibraltar

GIBRALTAR

Gibraltar (fra Djebel al-Tarik, arabisk for Tariks klippe) er et ikke-autonomt område under FN's overvågning og administreret af Storbritannien.

Generalguvernøren udnævnes af den engelske krone. Siden maj 2003 er det Francis Richards.

Premierminister siden 17. maj 1996: Peter Caruana (foto). Han udpeges af et Rådgivende Råd på 15 medlemmer, valgt af befolkningen. Ved seneste valg maj 96 fik Socialdemokratiet 53% af stemmerne, Labourpartiet 42%. I september 96 erkendte NATO's overkommando, at halvøens fremtidige militære kontrol varetages af Spanien.

I 1968 stemte FN for en indlemmelse af Gibraltar i Spanien. Efter 1972 har de to lande flere gange indledt forhandlinger for at få bragt konflikten til afslutning, men uden at der foreløbigt er sket væsentlige fremskridt. I maj 2002 blev der gjort et nyt forsøg på at bryde dødvandet mellem Spanien og Storbritannien, da den spanske premierminister Aznar besøgte sin britiske kollega Tony Blair i London. I juli erklærede den britiske indenrigsminister Jack Straw, at Storbritannien var villig til at dele suveræniteten over klippeøen med Spanien, men ved en folkeafstemning i november stemte kun 187 ud af 17.900 vælgere for forslaget. Resultatet vakte stor jubel blandt Gibraltars befolkning.

Klippeøen blev besat af englænderne 24. juli 1704 under den spanske arvefølgekrig og endeligt afstået til dem ved freden i Utrecht 1713. Trods sin lidenhed - halvøen er kun på fem kvadratkilometer - har Gibraltar i århundreder haft stor betydning for briternes militære interesse i at beherske indsejlingen til Middelhavet. Tre gange har Spanien gennemført omfattende militære operationer for at vinde klippe-halvøen tilbage, men uden held. I 1969 greb Spanien til politisk pres og forskellige sanktioner med total blokade af grænsen.

Briterne vil dog stadig ikke give sig og hævder, at lokalbefolkningen ønsker at bevare status quo. Til støtte for denne påstand henviser til folkeafstemningerne i 1967 og 2002, hvor et massivt flertal af gilbraltanere valgte at fortsætte med britisk styre.

Der er mange juridiske spidsfindigheder og endnu flere følelser blandet op i det århundredegamle skænderi, men i geografisk henseende er det indlysende, at Spanien står stærkest. Gibraltar er simpelt hen den sydligste spids på det spanske fastland. Dertil kommer, at Gibraltars militære position i en moderne fly-tidsalder er svækket betydeligt.

Spanien har dog tilbudt England, at det kan beholde militæranlæggene på lejebasis, på samme måde som amerikanerne har deres fly- og flådebaser i Spanien, hvis det får Gibraltar tilbage.

Kommer man med fly til Gibraltar, lander man på det sted, der har været mest vrøvl med: Den smalle landtange på knap to kilometer, som forbinder klippen med fastlandet. Traktaten fra Utrechtfreden i 1713, som godkendte den britiske erobring, nævner intet om denne landtange. Briterne tog den simpelt hen meter for meter, mens spanierne var optaget af andre ting. Nu påstår briterne, at de har vundet hævd på landstykket ved at have gjort brug af det i lange tider, uden at nogen har protesteret. Dette synspunkt har naturligvis ikke stemt spanierne blidere over for englænderne.

Klippen hæver sig 400 meter over flyvepladsen ved stranden, og for foden af denne ligger byen bag århundredegamle fæstningsmure, hvor taxier skælder og smælder sig gennem det kringlede vejnet, og turister kører kofanger ved kofanger ud til stranden for at sidde bag ved bag - den eneste sikre måde at krydse en gade på er at gå over med en ko. I horisonten, på den anden side af det 25 kilometer brede stræde skimtes Atlasbjergenes tinder i Nordafrika.

Få minutters gang fra flyvepladsen ligger »Hvidløgsmuren«. Sådan kaldes med en idéassociation til det uundværlige indslag i middelhavslandenes kogekunst »ingenmandslandet« mellem den spanske og engelske grænsemarkering.

Nogen kalder halvøen for ”gemmestedet” – det er her, Solkystens rigeste gemmer deres formuer for hjemlandets skattevæsen.

Men under alle omstændighed er Gibraltar en turistattraktion, hvor man hine steder kan fornemme historiens vingesus, andre steder se en kendt skuespiller nyde sin aperitif på en fortovscafé. Skuespillere gør alt for at blive berømte, hvorefter de tager solbriller på for ikke at blive genkendt (foto: Bratt Pit).