|
GIBRALTAR
Gibraltar (fra Djebel al-Tarik, arabisk for Tariks klippe) er et
ikke-autonomt område under FN's overvågning og
administreret af Storbritannien.
Generalguvernøren
udnævnes af den engelske krone. Siden maj 2003 er det
Francis Richards.
Premierminister
siden 17. maj 1996: Peter Caruana (foto). Han udpeges af
et Rådgivende Råd på 15 medlemmer, valgt af
befolkningen. Ved seneste valg maj 96 fik
Socialdemokratiet 53% af stemmerne, Labourpartiet 42%. I
september 96 erkendte NATO's
overkommando, at halvøens fremtidige militære kontrol
varetages af Spanien.
I
1968 stemte FN for en indlemmelse af Gibraltar i Spanien.
Efter 1972 har de to lande flere gange indledt
forhandlinger for at få bragt konflikten til afslutning,
men uden at der foreløbigt er sket væsentlige
fremskridt. I maj 2002 blev der gjort et nyt forsøg på
at bryde dødvandet mellem Spanien og Storbritannien, da
den spanske premierminister Aznar besøgte sin britiske
kollega Tony Blair i London. I juli erklærede den
britiske indenrigsminister Jack Straw, at Storbritannien
var villig til at dele suveræniteten over klippeøen med
Spanien, men ved en folkeafstemning i november stemte kun
187 ud af 17.900 vælgere for forslaget. Resultatet vakte
stor jubel blandt Gibraltars befolkning.
Klippeøen
blev besat af englænderne
24. juli 1704 under den spanske arvefølgekrig og endeligt
afstået til dem ved freden i Utrecht 1713. Trods sin
lidenhed - halvøen er kun på fem kvadratkilometer - har
Gibraltar i århundreder haft stor betydning for briternes
militære interesse i at beherske indsejlingen til
Middelhavet. Tre gange har Spanien gennemført omfattende
militære operationer for at vinde klippe-halvøen
tilbage, men uden held. I 1969 greb Spanien til politisk
pres og forskellige sanktioner med total blokade af grænsen.
Briterne
vil dog stadig ikke give sig og hævder, at
lokalbefolkningen ønsker at bevare status quo. Til støtte
for denne påstand henviser til folkeafstemningerne i 1967
og 2002, hvor et massivt flertal af gilbraltanere valgte
at fortsætte med britisk styre.
Der
er mange juridiske spidsfindigheder og endnu flere følelser
blandet op i det århundredegamle skænderi, men i
geografisk henseende er det indlysende, at Spanien står
stærkest. Gibraltar er simpelt hen den sydligste
spids på det spanske fastland. Dertil kommer, at
Gibraltars militære position i en moderne fly-tidsalder
er svækket betydeligt.
Spanien
har dog tilbudt England, at det kan beholde militæranlæggene
på lejebasis, på samme måde som amerikanerne har deres
fly- og flådebaser i Spanien, hvis det får Gibraltar
tilbage.
Kommer
man med fly til Gibraltar, lander man på det sted, der
har været mest vrøvl med: Den smalle landtange på knap to kilometer,
som forbinder klippen med fastlandet. Traktaten fra
Utrechtfreden i 1713, som godkendte den britiske
erobring, nævner intet om denne landtange. Briterne tog
den simpelt hen meter for meter, mens spanierne var
optaget af andre ting. Nu påstår briterne, at de har
vundet hævd på landstykket ved at have gjort brug af det
i lange tider, uden at nogen har protesteret. Dette
synspunkt har naturligvis ikke stemt spanierne blidere
over for englænderne.
Klippen
hæver sig 400 meter over flyvepladsen ved stranden, og
for foden af denne ligger byen bag århundredegamle fæstningsmure,
hvor taxier skælder og smælder sig gennem det
kringlede vejnet, og turister kører kofanger ved kofanger
ud til stranden for at sidde bag ved bag - den eneste
sikre måde at krydse en gade på er at gå over med en
ko. I horisonten,
på den anden side af det 25 kilometer brede stræde
skimtes Atlasbjergenes tinder i Nordafrika.
Få
minutters gang fra flyvepladsen ligger »Hvidløgsmuren«.
Sådan kaldes med en idéassociation til det uundværlige
indslag i middelhavslandenes kogekunst »ingenmandslandet«
mellem den spanske og engelske grænsemarkering.
Nogen
kalder halvøen for ”gemmestedet” – det er her,
Solkystens rigeste gemmer deres formuer for hjemlandets
skattevæsen.
Men under alle omstændighed er Gibraltar en turistattraktion, hvor man
hine steder kan fornemme historiens vingesus, andre steder
se en kendt skuespiller nyde sin aperitif på en
fortovscafé. Skuespillere
gør alt for at blive berømte, hvorefter de tager
solbriller på for ikke at blive genkendt (foto: Bratt
Pit).
|