Landskabets topografi betegnes ”Montana media”, det angiver, at terrænet ikke er særlig stejlt, men skråner jævnt nedefter. Fredningsmyndighederne har fastlagt fire ruter til motoriseret kørsel, tydeligt afmærket på vejstenene og enkelte træstammer. Tre af dem er der adgang til via en gul rute med start ved Fuente de la Reina. På egnens turistkontorer fås kort over seks forskellige ruter. Den gule rute er længst: 8,89 km og stiger moderat til Pico de la Reina, der med sine 1031 meter er naturparkens højeste punkt.

Stenen herunder til højre markerer ”Carazon de Montes de Málaga”, altså hjertet i naturparken:

Montes de Málaga har andet end naturen at divertere turister med. Der ligger adskillige puebloer i naturparken, som det kan være udbytterigt at stifte bekendtskab med, flere har fortrinlige restauranter til at holde hvil i. I det historiske perspektiv er der også mange interessante detaljer at beskæftige sig med.

Sprogforskere forbinder ordet Verdiales med en form for sang, der gennem århundreder blev sunget af olivenplukkere under høsten af de grønne oliven, der kaldes Verdiales. Antropologerne mener, at man skal længere tilbage i tiden, mindst 2000 år f.v.t., da der var langt mellem beboede områder. Isoleret og fjernt fra omverdenen som disse landsbyer var, satte man stor pris på kvinden, der optrådte som hovedperson i et matriarkat. I landsbybeboernes forestillingsverden fandtes der ikke alene en skaber, men også en gudinde, en Moder, der havde bidraget til Universets skabelse. Ved specielle lejligheder yndede hun at pryde sit hoved med en krans af smukke blomster, der med tiden nærmest kom til at ligne en hat, en sombrero, som blev pyntet med farverige blomster (i dag er de kunstige). Mændene bærer hatten, for i de små bjergsamfund fortsætter manden traditionen, hvor hatten som symbol skal opfattes som en hyldest til kvinden.

I de tidlige morgentimer i slutningen af december samles forskellige pandas - musikere og sangere fra puebloerne Almogia, Verdiales, Puerto de la Torre, Comares, ja, sågar fra Vélez-Málaga. 

Begge køn er repræsenteret. Dirigenten kaldes ”Alcalde”, og hans gruppe, kor og orkestermedlemmer, er iført sorte benklæder, hvid skjorte, rødt skærf og en farvet klud om halsen. Dertil den helt specielle hovedbeklædning, en besynderlig hat pyntet med farverige bånd (som kan være en tribut til en kæreste), spejlpartikler og kunstige blomster. 

Instrumenterne er: violiner, tamburiner, trommer, kastagnetter og guitarer samt la zambomba, der kun er i stand til at producere en eneste lyd, (der minder om en snorken) plus la botella de anis, en anis flaske, der finder anvendelse på grund af glassets karakteristiske klingende lyde.

Mellem kl. 12 og 14 varmer de forskellige pandas op med indtagelsen af ikke ubetydelige mængder af sød málagavin. Kl. 15 starter konkurrencen ”El Choque”, hvor de forskellige pandas, 2 ad gangen, optræder overfor hinanden, og hvor det ganske enkelt drejer sig om at overdøve modparten. 

Præmier uddeles af Málaga's Ayuntamiento. 

Sangteksterne er, stort set enkle og naive, men ikke uden en poetisk pointe naturligvis. Inspirationskilde for Los Verdiales er i reglen Málaga-kvindens skønhed, samt den omkringliggende natur. 

Et eksempel:

Viva Málaga la bella

y vivan los Verdiales,

que cuando baila mi niña,

basta el mismo sol que sale,

se va muriendo de envidia.

Så skulle en og anden læser ønske sig en pause i al julehyggen, venter der her en aktuel og anderledes oplevelse. 

Datoen er ikke den samme hvert år, men enten kan et turistkontor oplyse den, eller den vil være at finde i månedsbladet “Málaga Rural”.

Og til sidst et godt nytår til alle læsere fra skriverkarlen.

 Fra redaktionens side siger vi også tak til alle læserne for året der nu rinder ud, og en stor og taknemmelig tak til Martin Elmer, der hver måned året igennem har bidraget os med interessante og lærerige historier!

Vi glæder os allerede til næste års artikler!

Per Rudolfsen

Spain Info Group