”Nostalgi er ikke, hvad det har været,” sagde afdøde Dirk Passer engang i en af sine revysketch på ABC-teatret. Han har sandsynligvis aldrig været passager i nostalgi-ekspressen Al-Andalus, hvor en af de ansatte forklarede mig: ”Nostalgi er at fremmane fortidens glæder ... uden at genoplive sorgerne.” Han hed Paco José Orlando (foto), var velformuleret på fire sprog, som han hævdede at have tilegnet sig i arbejdstiden, og ved at høre om min profession og mit ærinde – at jeg skulle skrive en artikel om toget - udnævnte han sig selv til min personlige guide (som sådan var han som typisk spanier for stolt til at tage mod de drikkepenge, jeg tilbød ham ved afskeden).

Andalus-ekspressen er et af verdens mest luksuriøse tog og tåler sammenligning med Orient-ekspressen, selv om den gennemkører betydelig mindre strækninger. Hvad duften af nostalgi angår — af en af hine svundne tider som benævnes belle epoque, der må forekomme det tredje årtusinds mennesker fjern som ekkoet af et ekko — hæver den sig endda over Orientekspressen, og ingen mord eller andre dramatiske hændelser har hidtil skrammet dens idyl.

Togstammen er på 10-12 vogne. I de bageste bor og sover personalet, så er der to badevogne med en stribe pæne brusebadeværelser, sovevognene med kupéerne, der ikke adskiller sig meget fra andre 1. klasses sovekupeer, når man ser bort fra suiterne, som har mere plads og eget toilet og bad. Så følger receptionen, salon-vognen, baren, spisevognene, køkkenvognen og endelig lokomotivet, det eneste ved toget af nyere dato.

Vognene stammer fra Frankrig, England og Spanien, de fleste er bygget omkring begyndelsen af det tyvende århundrede, men enkelte er fra sidst i 1920’erne, en periode der anses for jernbanens guldalder. De er alle blevet renoveret med særligt henblik på at kunne tilbyde interesserede et par dages afslappet ferie i et rullende luksus hotel, hvor der stadig serveres drinks før maden i baren, udsøgte menuer i spisevognen og kaffe og cognac med efterfølgende dans i salonen.

Umiddelbart tager det sig ud som scener fra en film, og man tænker uvilkårligt på Agathe Christies berømte, hvis handling udspilledes i Orientekspressen, ­men at køre med Al-Andalus Expreso er en nutidig, avanceret og eksklusiv måde at holde ferie på. Samt dyr. Prisen for korte strækninger er cirka €  2,400,-, for længere strækninger € 4,100,- pro persona. Man vil nok noget at tiden føle sig hensat til en anden tidsalder, men ind imellem bringes den rejsende tilbage til virkeligheden ved i spisevognen at kunne møde en amerikansk familie uformelt klædt i sweatshirts og gummisko.

Der er fyrre kupéer på toget, derfor kan toget højst medtage firs passagerer, hvoraf de fleste er udlændinge, men i de fjerne tider, hvor vognene stammer fra, var toge med 1. klasses passagerer heller ikke ligefrem overfyldte. Og alt foregår nøjagtig som dengang. Man reserverer bord til l. eller 2. hold i restauranten og giver besked om, hvornår man kunne tænke sig at få redt sin seng op. Man samtaler med sine medpassagerer i salonen, læser avis eller spiller kort. Og man klæder om til middagen. Frokost og morgenmad indtages dog under mere afslappende former. Alt finder sted i en atmosfære af plys og hvide duge og elegante tjenere, der udfører deres job som ekvilibrister.

I pauserne samtalerne med medpassagererne er der udsigten at adsprede tankerne med. Olivenlunde med knudrede træer i lange lige rækker, frugtplantager, marker hvor los campos går med bøjede rygge og plejer og passer deres jorder. Små puebloer lyser hvide hist og her i det blænderne solskin, og bjergene rejser et beskyttende grønt læbælte om de mange, omskiftelige landskaber. Ind imellem passeres skove med kæmpestore træer der synes at klø himlen på ryggen.

Toget kører på den forestående tur mellem Sevilla, Cordoba og Granada, en rejse gennem mange smukke landskaber og  med stop i historiske byer. En strækning der i 800 år var arabisk og dengang netop blev kaldt AI-Andalus - maurernes paradis på jord.

For lidt over 500 år siden fordrev Dronning Isabel og Kong Fernando på grusomste måde de sidste arabere fra.den spanske region, der har bevaret navnet Andalusien som et mindre om de fordrevne. På samme tid sejlede Christopher Columbus ud med tre skibe for at finde en genvej til Indien, men hvad han i virkeligheden fandt, gik aldrig op for ham, bortset fra at den ny verden var blevet opdaget længe før denne forvirrede skikkelse, årsagen til megen sorg og elendighed i det fremmede land, satte foden på ukendt jord.

Områderne Al-Andalus Expreso snor sig med bløde, slangeagtige bugtninger igennem er rigt på historiske minder, nogle under navn af seværdigheder, om fortidens tåbeligheder og bedrifter — begge dele er Spaniens historie så rig på, akkurat som tilfældet er med et hvert andet lands historie. Andalus-ekspressens passagerer kan ledsaget af guider komme på udflugter til nogle af de minderige steder, i Sevilla for eksempel katedralen, en af verdens største, i Córdoba den store moske og i Granada naturligvis Alhambra.­ Toget holder ved stationen, og når dagens udflugt er slut, vender de rejsende tilbage til det rullende hotel.

Turen mellem Sevilla og Granada er kun på et par hundrede kilometer, og toget kører derfor ikke så meget som på andre ture. Det ligger fast, hvor Al-Andalus Expreso skal køre hen fra Sevilla (alle rejser foregår derfra), det træffer Jernbaneselskabet afgørelse om fra år til år. Det kan være med byerne Segovia og Toledo som endestation. Der har været vinhøstture til Barcelona og Pamplona, og i august følger toget ofte pilgrimmen-vejen til Santiago i Galicien. 

Man kan få oplysninger om afgange og priser hos Al­Andalus Expreso, Capitán Haya, 55 — 28028 MADRID, tel.: (34) 915 716 692 fax.: (34) 915 717 482

http://www.alandalus-expreso.com

e-mail: 

alandalus@alandalus-expreso.com

Trods jetfly, raketter og rumskibe er der nu ikke noget, der flyver så hurtigt som en ferie med nostalgi-ekspressen.