English version

Hovedmenu

Introduktion
Spaniens historie
OM SPANIEN
Praktisk INFO
Costa del Sol
Byer og Seværdigh.
Spaniens regioner
Spaniens Monarki
Kunst & Kultur
Tapas & Spisevaner
Costa del GOLF
Konsulatet i Málaga
Bolig i Spanien
Restauranter
Hoteller

Med Spain info Groups nye MEDIAPLAYER kan du nu nyde Spanien i..

FOTO-VIDEO & MUSIK »

Spain Info Group GØR noget for sine besøgende!

Hoteller m.v. i Spanien - SpainBy.com

Vejret i Málaga-provinsen:

Link-Vigtigste lufthavne:  

Billund » København » Málaga » Madrid »

Rundt om Costa del Sol med... Annette Sahlertz de Fernández »

Danske konsulater i Spanien » Ambassaden »

Picassos betydning som kunstner kan selvfølgelig ikke måles i penge. Da han 25. oktober 1971 blev 90 år, fejredes begivenheden med gallaudstillinger og lovprisninger i alle verdensdele. Louvre hyldede ham på hidtil uhørt vis med en særudstilling af hans værker i en 1. del af Grande Galerie.

Og med god grund! For Picassos indflydelse på malerkunstens udvikling i hele hans lange levetid er unik.

For mange år siden udtalte Picasso, at han ikke kunne tænke sig nogen mere behagelig tilværelse end at ”være rig, men leve som fattig”. Besøgte man ham i hans sidste leveår, måtte man erkende, at hans livsform virkede som det usandsynligste kompromis mellem en millionærs og en tiggers. Hans eneste sande luksus, som han nød til der yderste, var friheden til at arbejde, når og hvor han havde lyst. Som 90-årig malede han stadig så hurtigt som nogen sinde og præsterer undertiden to eller tre lærreder på en dag.

Picassos sydfranske villa i Mougins nær Cannes, var specielt egnet til denne livsrytme. De fleste værelser var ikke egentligt møbleret, snarere sparsomt udstyret som et provisorisk atelier. Hvad der var af borde og stole var fyldt med stabler af aviser, bøger, malerier og det blandede kildemateriale, han altid har ved hånden. Der var flere tjenende ånder, og hans kone, Jacqueline, var næsten altid hos ham eller så nær, at hun hurtigt kunne tilkaldes. Picasso dukkede som regel først op ved 12-tiden. Om sommeren iført shorts og sandaler, om vinteren et par krøllede benklæder og en sweater. I modsætning til mange af hans kolleger, der foretrækker at male i det ensartede lys fra et nordvindue, arbejdede han i al slags sollys og også gerne om natten i et rum, der kun var oplyst af en enkelt eller et par nøgne, elektriske pærer. I stedet for palet brugte han en avisside eller et stykke karton til at blande og prøve sine farver på. Kom arbejdet godt fra hånden, fortsatte han, til klokken blev både to og tre om morgenen.

Dyr interesserede og adspredte Picasso, der var altid et par hunde i villaen, men kun en lille, udsøgt kreds af slægt og venner var velkomne som kunsthandleren Daniel-Henry Kahnweiler, som han havde kendt siden 1907, og Kahnweilers svigerinde Louise Leiris hørte også til de udvalgte. De købte praktisk talt alle de malerier, Picasso var villig til at skille sig af med, og solgte dem videre til kolleger og private samlere, men rationerede dem efter et vist system, så prisen holdtes oppe, uden at tilførslen helt standsede.

Picasso var republikaner, og et kongedømme selv med demokratiske institutioner ville næppe have opfyldt hans forventninger til det Spanien, der skulle efterfølge Francos diktatur. Han efterlod sig ved sin død 8. april 1973 - to år før Franco - intet testamente med betingelser for Guernicas udlevering til Spanien. Hans bo blev i 1976 skønsmæssigt vurderet til over halvanden milliard kroner og bestod hovedsagelig i 42,000 usolgte kunstværker. Det skabte et enormt problem for hans advokat og personlige ven Roland Dumas og for en mængde andre advokater, der repræsenterede kunstnerens arvinger, og det tog år at løse dem.

I 44 år befandt Guernica sig uden for Spaniens grænser som et manende udtryk for kunstnerens lidenskabelige fordømmelse af det fascistiske styre. I realiteten tilhørte kunstværket den spanske republik, som jo havde bestilt og betalt for det - omkring 150,000 franske francs i 1937 - med henblik på verdensudstillingen i Paris dengang, Den republikanske regering eksisterede imidlertid ikke mere, så formelt og juridisk måtte kunstværket tilhøre dens efterfølger, uanset politisk sammensætning (om Picasso ville have været enig i denne opfattelse er en anden sag, der kun kan gisnes om). I 1978 mødtes kong Juan Carlos personligt med advokat Roland Dumas, og med juridiske spidsfindigheder og krummelurer blev sagen ordnet i ,,mindelighed og god forståelse”.

Den 9. September samme år blev Guernica derpå rullet omkring en specialbygget tromle og pakket til afsendelse fra New York. Næste dag ankom det til Madrid og fik en ærefuld modtagelse. I begyndelsen blev det opbevaret på Prado-museet, men i 1992 blev det flyttet til Reina-Sofia Museet, ligeledes Madrid, hvor det hænger som en illustration til noget af Spaniens (alt for ofte) blodige historie. Bortset fra budskabet, som maleriet formidler, nu som et postscriptum, fremstår det som et centralt værk i sin skabers produktive kunstnerkarriere og politiske engagement gennem 80 år.

Tre måneder efter vennen Sabartes død i februar 1968 skænkede Picasso Barcelona-museet til minde om denne et portræt af vennen, malet i 1902, samt de 58 billeder, som udgjorde hele hans Menina-serie, der er blevet betegnet som en kunstnerisk bedrift, og som i sig selv er et helt museum værdigt.

På to-års dagen for vennens død besluttede Picasso, at museet skulle have alle de arbejder, han havde ladet blive tilbage, da han i 1904 flyttede til Paris. Disse arbejder befandt sig i familiehjemmet på Paseo de Gracia, hvor hans niece, Maria Dolores Vitato Ruiz stadig boede. Kunstskatten bestod af 213 lærreder, 681 tegninger, pasteller og akvareller, 17 skitsebøger og fire skolebøger med tegninger i margenen, en radering og fem nonfigurative arbejder. Tager man i betragtning, at der ofte var tegnet på begge sider af papiret, og at hver skitsebog indeholdt i hundredevis af tegninger, blev det til ialt næsten 2200 Picasso-værker, hvoraf kun en lille del nogensinde var reproduceret. Det kunsthistoriske mest interessante er, at samlingen dækker hele hans udvikling fra han var 9 til 23 år. Det ældste kendte arbejde, en tegning af duer, er signeret: ,,1890, Pablo Ruiz”.

Picasso har overlevede de fleste af sine jævnaldrende med to meget produktive årtier, hvad der ikke blot gjorde ham til et vidunder inden for læge-og malerkunsten, men også skaffede ham så mange ekstra lovord, at han var i en klasse helt for sig selv blandt verdens berømtheder. Sandheden er formentlig, at Picasso som 9o-årig var lige så stor en royalist, når det angik ham selv, som han var som 19-årig. Ikke så meget fordi han så sig selv som malernes konge, snarere fordi han også var sin egen hofmaler og altså i besiddelse af både den udøvende og lovgivende magt. Muligvis var det også derfor, han beholdt så mange af sine egne lærreder og om sine værker altid har sagt: ”Det væsentligste er at skabe dem … skabe dem … skabe dem.” Uanset hvilke veje den bildende kunst vil slå ind på i fremtiden, vil Pablo Picassos vitalitet, virtuositet og initiativ være dens inspirationskilde.

Picasso døde som tidligere nævnt i 1973, men i Barcelona-museet og Málaga-museet er han stadig levende. I Barcelona er der planer om at købe et tilstødende palads, som skal rumme et Picasso-studie med bibliotek og mødesale.

Udødelig er ikke for stort et ord at knytte til hans navn, men hans livslange venskab med Jaime Sabartes fortjener at blive fremhævet som det, der har gjort det muligt for millioner af kunstinteresserede selv at fornemme det i det gamle Aguilarpalads.

Anekdoter om Picasso:

En from dame spurgte engang Picasso, om han troede på mirakler. ”Ja, lød svaret. ”Det har jeg gjort, lige siden jeg hørte, at Utrillo malede 2000 billeder i sin levetid, og der nu findes 4000 af dem.”

Picasso, der ofte tøvede med at lægge sidste hånd på et arbejde, bad et kunstgalleri om at sætte et skilt med denne tekst under et af hans billeder: ”Undgå berøring. Maleriet vokser endnu.”

Betragtninger af Picasso:

Abstrakt kunst findes ikke. Man må altid begynde med noget. Bagefter kan man så fjerne alle sporene af virkeligheden.

Om sin arbejdsmetode: Jeg søger ikke - jeg finder.

"Ethvert barn er kunstner. Problemet er at forblive kunstner som voksen."

"Malerkunsten er, når alt andet er sagt, blot kunsten at udtrykke det usynlige ved hjælp af det synlige."

Slut på artikelserien..