|

Foto
1962
3.
afsnit
Af Martin Elmer
|
Pablo
Ruiz Picasso
|
|

I 1967 blev et af Pablo
Picassos malerier solgt for 31/2 million kroner - så vidt
vides den højeste pris der dengang nogen sinde er betalt for
et værk af en levende kunstner. Men en kunstner bliver først
for alvor noget værd efter sin død. Den hidtidige
prisrekord blev sat i maj 2004, da Picasso-maleriet "Garcon
à la Pipe" (Dreng med pibe) blev solgt for 104 millioner
dollars - svarende til 613 millioner kroner. Pablo Picasso
malede billedet i 1905 da han var 24 år. Billedet blev solgt
til en anonym køber via auktionshuset Sotheby's i New York.
Selv
havde han længe forinden opgivet at holde tal på sine
malerier, men kunsthistorikere skønnede allerede dengang,
at de langt oversteg 10,000 og heri ikke medregnet hans
tegninger, grafik, keramik og skulpturer. Sidst i
1960’erne ejede han stadig ca. 1000 af sine egne lærreder
til en værdig af mindst 175 millioner kroner.
|
Picassos
betydning som kunstner kan selvfølgelig ikke måles i penge. Da
han 25. oktober 1971 blev 90 år, fejredes begivenheden med
gallaudstillinger og lovprisninger i alle verdensdele. Louvre
hyldede ham på hidtil uhørt vis med en særudstilling af hans værker
i en 1. del af Grande Galerie.
Og
med god grund! For Picassos indflydelse på malerkunstens
udvikling i hele hans lange levetid er unik.
For
mange år siden udtalte Picasso, at han ikke kunne tænke sig
nogen mere behagelig tilværelse end at ”være rig, men leve som
fattig”. Besøgte man ham i hans sidste leveår, måtte man
erkende, at hans livsform virkede som det usandsynligste kompromis
mellem en millionærs og en tiggers. Hans eneste sande luksus, som
han nød til der yderste, var friheden til at arbejde, når og
hvor han havde lyst. Som 90-årig malede han stadig så hurtigt
som nogen sinde og præsterer undertiden to eller tre lærreder på
en dag.
Picassos
sydfranske villa i Mougins nær Cannes, var specielt egnet til
denne livsrytme. De fleste værelser var ikke egentligt møbleret,
snarere sparsomt udstyret som et provisorisk atelier. Hvad der var
af borde og stole var fyldt med stabler af aviser, bøger,
malerier og det blandede kildemateriale, han altid har ved hånden.
Der var flere tjenende ånder, og hans kone, Jacqueline, var næsten
altid hos ham eller så nær, at hun hurtigt kunne tilkaldes.
Picasso dukkede som regel først op ved 12-tiden. Om sommeren iført
shorts og sandaler, om vinteren et par krøllede benklæder og en
sweater. I modsætning til mange af hans kolleger, der foretrækker
at male i det ensartede lys fra et nordvindue, arbejdede han i al
slags sollys og også gerne om natten i et rum, der kun var oplyst
af en enkelt eller et par nøgne, elektriske pærer. I stedet for
palet brugte han en avisside eller et stykke karton til at blande
og prøve sine farver på. Kom arbejdet godt fra hånden,
fortsatte han, til klokken blev både to og tre om morgenen.
Dyr
interesserede og adspredte Picasso, der var altid et par hunde i
villaen, men kun en lille, udsøgt kreds af slægt og venner var
velkomne som kunsthandleren Daniel-Henry Kahnweiler, som han havde
kendt siden 1907, og Kahnweilers svigerinde Louise Leiris hørte
også til de udvalgte. De købte praktisk talt alle de malerier,
Picasso var villig til at skille sig af med, og solgte dem videre
til kolleger og private samlere, men rationerede dem efter et vist
system, så prisen holdtes oppe, uden at tilførslen helt
standsede.
Picasso
var republikaner, og et kongedømme selv med demokratiske
institutioner ville næppe have opfyldt hans forventninger til det
Spanien, der skulle efterfølge Francos diktatur. Han efterlod sig
ved sin død 8. april 1973 - to år før Franco - intet testamente
med betingelser for Guernicas udlevering til Spanien. Hans bo blev
i 1976 skønsmæssigt vurderet til over halvanden milliard kroner
og bestod hovedsagelig i 42,000 usolgte kunstværker. Det skabte
et enormt problem for hans advokat og personlige ven Roland Dumas
og for en mængde andre advokater, der repræsenterede kunstnerens
arvinger, og det tog år at løse dem.
I
44 år befandt Guernica sig uden for Spaniens grænser som et
manende udtryk for kunstnerens lidenskabelige fordømmelse af det
fascistiske styre. I realiteten tilhørte kunstværket den spanske
republik, som jo havde bestilt og betalt for det - omkring 150,000
franske francs i 1937 - med henblik på verdensudstillingen i
Paris dengang, Den republikanske regering eksisterede imidlertid
ikke mere, så formelt og juridisk måtte kunstværket tilhøre
dens efterfølger, uanset politisk sammensætning (om Picasso
ville have været enig i denne opfattelse er en anden sag, der kun
kan gisnes om). I 1978 mødtes kong Juan Carlos personligt med
advokat Roland Dumas, og med juridiske spidsfindigheder og
krummelurer blev sagen ordnet i ,,mindelighed og god forståelse”.
Den
9. September samme år blev Guernica derpå rullet omkring en
specialbygget tromle og pakket til afsendelse fra New York. Næste
dag ankom det til Madrid og fik en ærefuld modtagelse. I
begyndelsen blev det opbevaret på Prado-museet, men i 1992 blev
det flyttet til Reina-Sofia Museet, ligeledes Madrid, hvor det hænger
som en illustration til noget af Spaniens (alt for ofte) blodige
historie. Bortset fra budskabet, som maleriet formidler, nu som et
postscriptum, fremstår det som et centralt værk i sin skabers
produktive kunstnerkarriere og politiske engagement gennem 80 år.
Tre
måneder efter vennen Sabartes død i februar 1968 skænkede
Picasso Barcelona-museet til minde om denne et portræt af vennen,
malet i 1902, samt de 58 billeder, som udgjorde hele hans
Menina-serie, der er blevet betegnet som en kunstnerisk bedrift,
og som i sig selv er et helt museum værdigt.
På
to-års dagen for vennens død besluttede Picasso, at museet
skulle have alle de arbejder, han havde ladet blive tilbage, da
han i 1904 flyttede til Paris. Disse arbejder befandt sig i
familiehjemmet på Paseo de Gracia, hvor hans niece, Maria Dolores
Vitato Ruiz stadig boede. Kunstskatten bestod af 213 lærreder,
681 tegninger, pasteller og akvareller, 17 skitsebøger og fire
skolebøger med tegninger i margenen, en radering og fem
nonfigurative arbejder. Tager man i betragtning, at der ofte var
tegnet på begge sider af papiret, og at hver skitsebog indeholdt
i hundredevis af tegninger, blev det til ialt næsten 2200
Picasso-værker, hvoraf kun en lille del nogensinde var
reproduceret. Det kunsthistoriske mest interessante er, at
samlingen dækker hele hans udvikling fra han var 9 til 23 år.
Det ældste kendte arbejde, en tegning af duer, er signeret:
,,1890, Pablo Ruiz”.
Picasso
har overlevede de fleste af sine jævnaldrende med to meget
produktive årtier, hvad der ikke blot gjorde ham til et vidunder
inden for læge-og malerkunsten, men også skaffede ham så mange
ekstra lovord, at han var i en klasse helt for sig selv blandt
verdens berømtheder. Sandheden er formentlig, at Picasso som 9o-årig
var lige så stor en royalist, når det angik ham selv, som han
var som 19-årig. Ikke så meget fordi han så sig selv som
malernes konge, snarere fordi han også var sin egen hofmaler og
altså i besiddelse af både den udøvende og lovgivende magt.
Muligvis var det også derfor, han beholdt så mange af sine egne
lærreder og om sine værker altid har sagt: ”Det væsentligste
er at skabe dem … skabe dem … skabe dem.” Uanset hvilke veje
den bildende kunst vil slå ind på i fremtiden, vil Pablo
Picassos vitalitet, virtuositet og initiativ være dens
inspirationskilde.
Picasso
døde som tidligere nævnt i 1973, men i Barcelona-museet og Málaga-museet
er han stadig levende. I Barcelona er der planer om at købe et
tilstødende palads, som skal rumme et Picasso-studie med
bibliotek og mødesale.
Udødelig
er ikke for stort et ord at knytte til hans navn, men hans
livslange venskab med Jaime Sabartes fortjener at blive fremhævet
som det, der har gjort det muligt for millioner af
kunstinteresserede selv at fornemme det i det gamle Aguilarpalads.
Anekdoter
om Picasso:
En
from dame spurgte engang Picasso, om han troede på mirakler.
”Ja, lød svaret. ”Det har jeg gjort, lige siden jeg hørte,
at Utrillo malede 2000 billeder i sin levetid, og der nu findes
4000 af dem.”
Picasso,
der ofte tøvede med at lægge sidste hånd på et arbejde, bad et
kunstgalleri om at sætte et skilt med denne tekst under et af
hans billeder: ”Undgå berøring. Maleriet vokser endnu.”
Betragtninger
af Picasso:
Abstrakt
kunst findes ikke. Man må altid begynde med noget. Bagefter kan
man så fjerne alle sporene af virkeligheden.
Om
sin arbejdsmetode: Jeg søger ikke -
jeg finder.
"Ethvert
barn er kunstner. Problemet er at forblive kunstner som
voksen."
"Malerkunsten
er, når alt andet er sagt, blot kunsten at udtrykke det usynlige
ved hjælp af det synlige."

Slut
på artikelserien..
|