English version

Hovedmenu

Introduktion
Spaniens historie
OM SPANIEN
Praktisk INFO
Costa del Sol
Byer og Seværdigh.
Spaniens regioner
Spaniens Monarki
Kunst & Kultur
Tapas & Spisevaner
Costa del GOLF
Konsulatet i Málaga
Bolig i Spanien
Restauranter
Hoteller

Med Spain info Groups nye MEDIAPLAYER kan du nu nyde Spanien i..

FOTO-VIDEO & MUSIK »

Spain Info Group GØR noget for sine besøgende!

Hoteller m.v. i Spanien - SpainBy.com

Vejret i Málaga-provinsen:

Link-Vigtigste lufthavne:  

Billund » København » Málaga » Madrid »

Rundt om Costa del Sol med... Annette Sahlertz de Fernández »

Danske konsulater i Spanien » Ambassaden »

Almindeligvis kan man måske skelne ved at påpege, at etik drejer sig om de mere filosofiske og principielle problemer, mens moral går på praktiske og konkrete spørgsmål. Som oftest relateres moral til bestemte gruppers praksis, mens etik holdes på det systematiske og overordnede plan. ‘Moral’ bliver således brugt om den enkeltes handlinger eller evt. om stillingtagen og holdninger til rigtigt og forkert i bestemte grupper (forretningsmoral, sportsmoral etc.).

Inden jeg kommer for godt i gang med at sende økonomisk teori til tælling på grund af fraværet af moral og etik, kan det vise sig nyttigt først at give en kort karakteristik af, hvad makroøkonomi egentlig omhandler. Det er der desværre ikke fuld enighed om; men noget i retning af „læren om samfundshusholdning" ligger snublende nær, da ordet ‘økonomi’ rent sproglig har rod i det græske oikos (= hus). For nu ikke at gabe over for meget, så afgrænses samfundshusholdningen ofte til kun at fokusere på aktiviteter, der skaber pengeindkomster og som prissættes på markedsmæssige/-lignende vilkår.

Økonomisk teori har for mig at se en operationel afgrænsning i forhold til både jura, politologi og sociologi - for nu at nævne et par af økonomiens nærmeste slægtninge. Med denne afgrænsning føler de færreste økonomer, at det er en naturlig opgave at afdække de moralske implikationer af deres undersøgelser af, hvorledes pengebaserede privat-og markedsøkonomier bør fungere/fungerer. Her er det sjældent retfærdighed, der står i centrum.

Naturligvis ved enhver økonom, at der til både penge og privat ejendomsret knytter sig magt; men denne magtudøvelse har økonomer ikke en faglig indsigt i at analysere - når bortses fra den magtudøvelse, der foregår via markedet og samfundets forskellige autoriteter.

Specielt når man fokuserer på de økonomiske forhold omkring de mangeartede store og små danske virksomheder på Costa del Sol, der også må omfatte jurister og læger m. fl., kommer man ikke udenom at interessere sig for de danske medier, som den platform økonomiske spekulationer støtter sig til. Via annoncer opfulgt af artikler og interviews med annoncøren opnår denne at blive kendt og erhverve sig et grundlag for at ekspandere økonomisk. Det er den ene side af sagen. Den anden er medievirksomheden, som er helt afhængig af annonceindtjeningen og ikke ”redigerer” annoncematerialet på samme måde og lige så kritisk, som når det drejer sig om journalistisk materiale, ja, det tåler end ikke kritik af en annoncør, som ikke besidder de kvaliteter der loves eventuelle reflektanter. Sandheden er nemlig, at folk både har mistet helbred og formue ved at reflektere på en annonce i et af de danske medier på Costa del Sol.

Min første personlige erfaring med denne beskæmmende kendsgerning daterer sig fra midten af 1980’erne, da jeg fik den journalistiske opgave at skrive en artikel om vilkårene for køb af bolig på Costa del Sol, en opgave der blandt andet skyldtes den megen svindel, som danske ejendomsmæglere udsatte potentielle købere for i den periode.

I bladet Solkysten valgte jeg et tilfældigt hus, der var udbudt til salg, og lod en håndværker, sendt mig fra Danmark, kigge grundigt på det. Det så rimeligt godt ud, men vi kunne dog se, at det i alt fald ikke som annonceret var vel vedligeholdt. Vinduesbeslag, vinduer etc. lignede det, som mine forældre derhjemme fik udskiftet sidst i 1960’erne. Og så var der en bemærkning i tilstandsrapporten omkring et nedslidt undertag.

 
       Anden gang vi tog ud til huset havde vi også ejendomsmægleren med, og det tog en stige og mindre end 5 minutter at konstatere, at undertaget ikke blot var gået til af ælde, men fordi det havde fået lys, da overtaget havde sat sig. En mellemstor due ville også nemt kunne klemme sig gennem tagstenene mange steder. Ingen tvivl hos min håndværker: der skulle helt nyt tag på. Her og nu. Det havde ejendomsmægleren ingen kommentar til.

 
        I de følgende to numre af bladet Solkysten var huset stadig til salg, skønt jeg kort efter besigtigelse af det havde meddelt redaktionen, at ejendomsmæglerens annonce var rent bedrageri over for eventuelle købere, der ikke medbragte en håndværker til at oplyse dem om det. Solkysten reagerede ikke på min henvendelse.

Det gjorde bladet heller ikke i forbindelse med en annonce for en klamhugger af en dansk håndværker, der ikke havde lært noget håndværk i Danmark, men haft et kontorjob helt fra sine unge dage (fandt jeg ud af, da skaden var sket). Det køkkenskabsarbejde, han skulle lave hos mig, måtte jeg havde en anden, en spansk håndværker til at lave om. Annoncen for den danske klamhugger fortsatte i hvert nummer af Solkysten i næsten 2 år. Solkysten tjente sine penge og var ligeglad med, at læsere mistede deres.

Tredje gang jeg henvendte mig til Solkysten var i forbindelse med et enkeltmands investeringsforetagende, der havde ruineret adskillige familie på Costa del Sol, men bladet fortsatte med at bringe hans helsidesannonce lige til den måned, han blev fængslet og fik en dom på 5 års fængsel.

Jeg har gjort opmærksom på, at Nordeas annoncer naturligvis intet oplyser om dens lave serviceniveau og tårnhøje gebyrer sammenlignet med andre pengeinstitutters, og at det burde være et blads opgave, at give sine læsere sådanne relevante oplysninger (jeg medsendte eksempler). Ingen reaktioner. Nordea er en god, månedlig annoncekunde hos Solkysten, og hvor dårligt de end behandler deres kunder skal der ikke formidles detaljerede oplysninger om det i bladet.

For kort tiden siden bragt DR en næsten timelang TV-udsendelse om 2 tandlægers og 1 almindelig læges kvaksalveri, som har kostet mere end hundrede patienter mange smerter og penge. Den ene klamhugger af en tandlæge har opereret under forskellige navne i Fuengirola. Han hed Kerry Philiniusen og residerede på kirkepladsen, da jeg var så uheldig at falde i kløerne på ham. Hans meget smertefulde og resultatløse behandling kostede mig kr. 30,000,- at få rådet bod på hos en anden tandlæge. Det er ca. ti år siden, at jeg skrev om det til Solkysten, men annoncen for denne kvaksalvertandlæge fortsatte i årevis, uagtet at der forelå i snesevis af vidnesbyrd om mandens totale ukyndighed på området.

Jeg, og uden tvivl mange andre, kunne føje yderligere eksempler til disse 5 på Solkystens næsten kriminelt lave forretningsmoral.

Jo større et bladoplag er, jo mere kan et reklamefinasieret blad forlange for annoncepladsen. Så det kan måske være en økonomisk fordel at trykke flere eksemplarer, end der rent faktisk er læsere til. Norrbom-virksomheden hævder at deres 4 bladudgivelse kan påregne 100,000 læsere, men denne påstand kan man godt få sine tvivl om, når man én gang har set en container stopfyldt med disse blade.

Moral tilhører det verdensbillede, hvor noget er, hvad det er i kraft af sin essens eller sit væsen. Mennesket er menneske i kraft af menneskevæsen – i kraft af forstand med en krop. Moral bliver da at leve op til en målestok udenfor det konkrete menneske: Idealmenneske, idémennesket. Moral siger bør. Du bør være et godt menneske. Moral siger, at det, der er ikke er godt nok som det er. Det skal være noget andet.

Der kan være lumske motiver bag handlinger, men de er ikke onde. Etik beskæftiger sig ikke med ondskab og godhed, men med kræfter, kroppe og virkninger. En række af de egenskaber, som moral regner som onde, kan indenfor denne bestemmelse af etik forstås som mangel på kræfter: Lumskhed, magtsyge, jalousi.

Amoralsk adfærd dækker et stort spekter, fra en simpel løgn for egen vindings skyld til rovmord. Bedrageri til et millionbeløb, som kasserer Trine Rasmussen i Dansk-Spansk Samvirke gennem en årrække gjorde sig skyld i, er amoralsk adfærd og desuden en klar lovovertrædelse, som fordrer en politianmeldelse. En sådan ville bestyrelsesformand Birgitte Theill ikke foretage efter samråd med konsul og advokat Mona Davidsen; sidstnævnte måske fordi hendes mand som revisor havde udvist forsømmelse.

Begge de 2 damer har dermed gjort sig skyld i amoralsk adfærd ved at krænke retsbevidstheden hos mange mennesker med deres beslutning. De må derfor tælles med til Solkystens efterhånden mange moralsk anløbne personer, som man bør lægge en vis afstand til: Sig mig hvem du omgås, og jeg skal sige dig, hvem du er.

Amoralsk adfærd er en karakterbrist, der som oftest kan konstateres hos selvcentrerede, magtsyge mennesker, og dem er der en del af på Solkysten.

Hvor de har muligheder for at udfolde sig, som Birgitte Theill og Mona Davidsen, bliver de en plage for deres omgivelser. Men måske har ingen nogensinde fortalt dem, at egoisme er et medfødt talent, uselviskhed må man kæmpe sig til.