|
Solkystens
ghettodanskere
Af Martin Elmer
|
|
RAPPORT
MAJ 2007:
 Danskere
bosat i udlandet gør præcis det, som indvandrere bliver
kritiseret for at gøre i Danmark. De holder sig for sig
selv. ”Det er overraskende, hvor mange mennesker der
stadig er afsondret fra det samfund, de bor i,”
understreger den britiske sociolog Karen O'Reilly i en
rapport, der er blevet offentliggjort i danske medier. Hun
har forsket i integrationen blandt danskere og andre
nordeuropæere i Spanien og Sydfrankrig, og resultaterne
viser, at integrationen for de op mod 30.000 danskere i
Sydspanien er minimal.
Rapporten
viser, at under 5% danskere taler spansk flydende, og at
stort set ingen stemmer ved lokalvalgene. Mange lever i
deres egne minisamfund og er næsten kun i kontakt med
folk med samme baggrund som dem selv.
Sideløbende
viser en dansk undersøgelse fra netværket Danes
Worldwide, at ni ud af ti danskerne bliver ved med at føle
sig danske, uanset hvor længe de bliver i udlandet, og at
mere end halvdelen føler sig mere danske, end da de boede
i Danmark.
|
En
stor del af disse kedeligste tendenser er – for Sydspaniens
vedkommende – de lokale danske mediers ansvar. Med enorm mange
annoncer for danske varer og serviceydelser og en tilbagevendende
forherligelse af alle danske mærkedage fastholder de hovedparten
af den danske koloni i nationale attituder og tænkemåder. Vifte
med flaget ved enhver højtid, fejre grundlovsdag (hvad har det
med Spanien at gøre?) og dronningens fødselsdag, stifte
foreningsghettoer, bygge kirker og meget andet, som nedtoner den
assimilation, som gør enhver udlændings tilværelse i Spanien
rigere og mangfoldigere. To danske radioer og to gratisblade støtter
al denne danske halløj.
I
Radio Solkysten kunne man i april måned 2007 høre en interviewet
dansker, der ikke kunne et ord spansk, brokke sig over, at
spanierne endnu er så langt tilbage, at de ikke kan engelsk!
Dette ene eksempel anslår den useriøse tone i de danske medier.
Og det kan ikke tjene til nogen undskyldning, at de redigeres og
skrives af journalistisk ukyndige personer.
Der
er to danske radiostationer på Costa del Sol, Radio Solkysten og
Radio Solymar, som sender i eftermiddagstimerne hver dag undtagen
søndag. De har formentlig næppe mange lyttere, eftersom nyhederne,
de bringer, har været kendt fra et halvt til et helt døgn i
forvejen, og halvdelen af sendetiden bruges på reklamer. For så
vidt er begge radioer helt overflødige.
De
danske solkystmedier er meningsundertrykkende og meget lidt
forbrugervenlige. De optager ikke indlæg fra lyttere og læsere.
Undertegnede har været udsat for cencur i disse medier eller at
kritik af oplysninger om spanske forhold, redaktionelle
betragtninger, uvederhæftige annoncer etc. er blevet ignoreret.
Specielt annoncerne må ikke kritiseres, selv om de der
reflekterer på dem kan risikere at blive betjent af klamphuggere
i alle håndværksfag eller blive ruineret ved at lade sig friste
af et investeringsselskabs tilbud. Selv om ulykkerne indtræffer
stopper mediet ikke en annonce, som ikke er, hvad den giver sig ud
for. Spanske klinikker og hospitaler, som annoncerer i de danske
medier, må ikke af en hårdt prøvet patient kritiseres for
elendig sygepleje og dårlig behandling, for de repræsenterer jo
store annonceindtægter.
Man
klager over bankgebyrerne i Danmark, men på Solkysten er de tårnhøje
ved enhver sammenligning. Nordea tager f. eks. 1500 kr. for bare
at lukke en konto (men det kan man ikke komme til orde om i
radioerne eller i de trykte danske medier — bortset fra
Spain Info Group's >Spanien i focus<.
Danske
håndværkere, restauratører, forretninger og servicevirksomheder
tager ofte danske priser i Spanien. De lever så at sige af at
kunne tale dansk. Danske forbrugere, som ikke taler spansk,
henvender sig i 9 ud af 10 tilfælde f. eks. til en dansk
elektriker (der kommer, når det passer ham, hvis han da
overhovedet kommer, hvad jeg har oplevet 2 gange, at han ikke
gjorde) i stedet for en spansk elektriker, der kan udføre det
samme arbejde til næsten den halve pris.
En
æske russisk salat fra Gråsten Konservesfabrik koster 20% mere i
en dansk forretning end i en spansk.
Da
jeg havde brug for et bestemt møbel, som jeg havde set i den største
danske møbelforretning på Solkysten, undersøgte jeg, hvad det
kostede hos en forhandler i Danmark. Det viste sig, at jeg sparede
penge ved at købe møblet hos denne, selv om jeg måtte lade det
fragte til min bopæl i Torremolinos med et dansk
flyttefirma.
Da
jeg skulle have lavet et træloft på min terrasse på grund af
hyppige vandskader på loftets puds, fik jeg et tilbud hos en
spansk tømrer, men han var så hårdt booked op, at han først
kunne udføre arbejdet om 3 måneder. Så længe kunne jeg af
forskellige årsager ikke vente, og jeg henvendte
mig
til en dansk tømrer, der annoncerede i bladet Solkysten, og han
kunne godt klare det meget hurtigt, men hans tilbud var €
400,- dyrere end spanierens.
En
væsentlig forklaring på de høje priser hos danske
erhvervsdrivende er, at de skal annoncere ikke alene i de fire
danske medier, men også i norske, svenske og engelske, og det
fordyrer varer og serviceydelser.
Forfatteren
af denne artikel var blandt de 10 danskere, som i 1981 stiftede
foreningen Dansk-Spansk Samvirke. Navnet signalerede, at denne
forening ikke var tænkt som dansk ghetto, men skulle være
initiativtagende på integrationsområdet.
De
første år havde foreningen også adskillige spaniere som
medlemmer. Et af de store arrangementer til at legitimere og
konsolidere foreningsnavnet var afslutningen på den glemte krig
mellem Danmark og Spanien.
Under
napoleonskrigene holdt Danmark som bekendt på den gale hest (som
det for tiden er tilfældet med Irak-krigen), en traditionel
dansk tilbøjelighed i mange historiske sammenhænge. I 1809 var
Spanien hårdt trængt af Napoleons hære, og Danmark modtog en
krigserklæring fra byen Huescar ca.
100 km
nordøst for Granada, som dengang bestod af 732 huse og 30
grotteboliger. Denne krigserklæring hørte imidlertid til
napoleonskrigenes petitesser og gik da også i glemmebogen i 172
år!
Borgmester
José Serrano Carrasco i Huéscar kom i 1981 under vejr med, at
der formelt stadig bestod krigsforhold mellem Danmark og Spanien
og fandt denne tingenes uorden uacceptabel i moderne
Spies-rejse-tider. Men nu skulle der så bringes orden i sagerne,
og det kunne lige så godt gennemføres i den festlige stil.
Fredsafslutningen mellem Danmark og Spanien blev berammet til den
11/11 kl. 11 i 1981 på rådhuset i Huéscar. Det officielle
arrangement blev lagt i hænderne på den spanske regerings
kulturdelegat i Granada, Gonzales Barderian.
Ceremonien
i rådhussalen blev indledt med en lille tale af kulturdelegat
Barderian, som herefter overlod ordet til byens borgmester og den
danske ambassadør Mogens Wandel Pedersen. Til sidst
overrakte Dansk Spansk Samvirkes første formand Jens Gylling
borgmester Carrasco et kalligraf til minde om fredsafslutningen,
og som samtidig gjorde byen Huéscar til æresmedlem af
foreningen.
Til
at knytte yderligere bånd mellem byen og foreningen fremsatte DSS
tilbud om at skaffe spanske børn danske ferieforældre i skolens
sommerferie. Den officielle del af arrangementet afsluttedes
med, at en gade i byen blev omdøbt til >Avenida de
Dinamarca< (Boulevard Danmark).
Lidt
over 100 DSS-medlemmer var til stede, blandt disse en gruppe i
vikingeskrud. Om eftermiddagen var der arrangeret fodboldkamp
mellem byens hold og et fra DSS, om aftenen var der fællesspisning
med spaniere med efterfølgende dans til yderligere fremme af
integrationsbestæbelserne. På byens kunsthåndværkerskole
udstillede tre danske kunstnere: Eva Dørge,
Erik
Fink og Ulrik Rønne.
Alt
i alt et imponerende arrangement med perspektiv og mening og helt
i tråd med intentionerne hos foreningens stiftende bestyrelse.
Beklageligvis
gik denne overordnede målsætning om aktiviteter til fremme af
integrationsbestæbelserne i glemmebogen hos efterfølgende
bestyrelser.
Da
de ikke kunne leve op til den første bestyrelses mange
initiativer, og ville undgå at dokumentere deres evne-og formålsløshed
ved på lovlig vis at ændre de oprindelige
bestyrelsesbeslutninger, brændte man en skønne dag alle
referater fra de første års bestyrelsesmøder.
Således
fremstår Dansk-Spansk Samvirke i dag som en historieløs
ghettoforening!
På
baggrund af denne redegørelse kan jeg kun bakke op om Karen
O'Reillys rapport.
|
Link-Vigtigste
lufthavne:
