Multikunstneren Dali

1. del

af Martin Elmer

Salvador Felipe Jacinto Dali fødtes 11. maj 1904 i  Figueres i området Girona i Cataluña, og i Figueres ligger også Teatro-Museo Dali, nøglen til kunstnerens univers.

"Der er ingen tvivl om eksistensen af andre verdener, men … som jeg har sagt mange gange … disse verdener findes inden i vor egen, de ligger her på jorden, nærmere præciseret i kuplen på mit museum. Her finder man hele denne nye, uventede, fascinerende verden, som er lig med surrealismen," forklarede han.

Dali insisterede på at være født to måneder før, i marts, fordi hans bevidste jeg, hans geni, fik liv som et syv måneders foster. "Det var varmt, det var blødt, det var tyst," hævdede han at kunne huske. "Det var paradisisk.” Hele livet var han besat af sit liv før fødslen. Han malede æg, han byggede æg - selv hans dagligstue var oval.

I skolen udmærkede han sig ikke særligt. Historien berømmer Sokrates for at have sagt: ”Det eneste, jeg ved, er, at jeg intet ved.” Da Dali sagde det samme ved en eksamen i historie fik han bundkarakter. 

Til gengæld så mange kammerater på ham med beundring, for han lærte tidligt, hvordan man gør sig bemærket. En dag kastede han sig for sjov ned ad en lang trappe og landede så voldsomt, at han blev godt forslået. Den opstandelse, det forårsagede, passede ham udmærket ved at gøre ham populær blandt sine jævnaldrende.

Imellem klovnerierne var hans bedste tilflugtssted hjemmet, hvor han tilbragte timer i en stor balje i det tidligere vaskehus. Dér begyndte han at tegne og male - hans staffeli var et vaskebræt, hans lærred låget på gamle hatteæsker. Allerede som syvårig udviste han stor originalitet.

På akademiet i Madrid optrådte Dali senere med langt hår under en stor, sort hat (selvportrættet) og svingende med en sølvknappet stok. "Jeg var den første hippie,"  påstod han senere i flere interviews.
Som protest mod valget af en bestemt professor forlod han en generalforsamling og fremkaldte et elevoprør. Politiet blev tilkaldt. Den 21-årige Dali blev midlertidigt udelukket fra undervisningen og ledsaget til calabozo'en (fængsel). Et år efter blev han bortvist for alvor.

”Gode manerer består i at vide, hvornår man skal lade, som om noget ikke sker,” sagde han.

***

Ungdomsårene var præget af eksperimenter. Til et af Dalis naturel billeder ”Kvinde ved vinduet”. De første resultater var en blanding af klassicisme, kubisme og ekspressionisme.

Dali var længe ikke klar over, hvordan han skulle fange ånden i den ny og forvirrende tidsalder. Meget senere, i 1943, var Dali den første kunstner, der portrætterede Coca Cola flasken, to årtier før popart¬kunstnerne Andy Warhol og Robert Rauschenberg skabte deres reklamestil. 

I de "brølende tyvere" malede Dali to eller tre lærreder om ugen: kubistiske, impressionistiske, pointillistiske. I 1925 holdt han sin første separatudstilling i Barcelona, og fik så mange begejstrede anmeldelser, at Picasso foreslog ham at lave en udstilling i Paris. Da Dali kom dertil i 1927, opdagede han til sin fryd, at hans arbejder - mareridtagtige fantasifostre - var præcise udtryk for den nye kunstretning, surrealismen.

”Man må følge med tiden, medmindre man er stærk nok til at få tiden til at følge med sig,” ytrede han.

Surrealisterne ville smide alle gamle traditioner og regler over bord. Fascineret af den irrationelle, ubevidste verden, som Sigmund Freud netop da havde udforsket, strejfede de om i et drømmelandskab med fantasiens sommerfuglenet. De kasserede al konventionel logik og erklærede, at skrammel var smukt og uorden den eleganteste form for orden. (og de banede vej for den absurde litteratur). Således tog Dali surrealismens filosofi til sig som sin egen, samtidig med at hans tidligere, harmløse påfund med alarmerende hast udviklede sig til det vildt excentriske.

Før havde han været en talentfuld maler, hvis lydige pensel uden besvær fulgte snart den ene, snart den anden "isme". Nu blev hans visioner mere klart afgrænsede, og han skabte uforglemmelige drømmelandskaber, hvis diamantskarpe figurer og fantastiske perspektiver fremkaldte selve essensen af en bizar poesi. Der var noget dragende, tranceagtigt over hans billeder, der badet i koldt stjerneskær ligesom fulgte en mystisk logik fra et andet univers.

”Bare de snakker om mig, må de gerne sige noget pænt,” sagde Salvador Dali, hvad han ikke altid var forvænt med.

Men nu, hvor skandalerne er kommet på afstand og former dele af historien, er det efterhånden også svært at finde nogen, som vil smæde den store surrealist på grund af hans pengegriskhed, støtten til Francos fascistiske styre, og den sære kærlighedshistorie med Gala, som han elskede gennem nøglehullet. 

***

Et omkalfatrende år i Dalis liv var 1929, hvor han stiftede bekendtskab med surrealismen og med Elena Dimitrievvna Diakonova, mellem venner kaldt Gala. Hun var ti år ældre end han, ikke smuk, men usædvanlig charmerende. Hun var desuden gift med en fransk poet, men det forhindrede ikke en stor kærlighed og inspiration i at opstå mellem dem.

”Et kys beseglede min fremtid,” erkendte Dali. ”Et kys kan være et komma, et spørgsmålstegn eller et udråbstegn. For enhver mand er det derfor vigtigt at kunne tegnsætning,” tilføjede han.  

Gala forvandledes til saltet i hans liv, templet for hans person, hans lys, hans dobbeltgænger, hans jeg. Fra det første øjeblik var Dali og Gala for evigt forenet. Forholdet mellem dem blev dog aldrig seksuelt fuldbyrdet. Dali var 25 år ved mødet, og i modsætning til andre unge pralede han med sin mangel på seksuel erfaring. Måske gjorde det båndet mellem dem stærkere, og med Galas hjælp blev mange af kunstnerens traumer forløst i kunsten. 

Seksualiteten og døden var nært forbundne begreber for Dali, som havde moderens tragiske skæbne i erindring. Hans vanskelighed ved at konfrontere mand-kvinde forholdet udtrykkes i mange af kvindefigurerne, hvoraf nogle har "skuffer" til mystiske bestanddele som brysterne og skødet. 

Gala befriede ikke blot Dali for hans angst og hysteri, men bragte også orden i hans tilværelse. Hun fornemmede, at han var lige så meget skribent som maler, og opmuntrede ham til at skrive sin første bog.

Nogle af Dalis billeder er signeret "Gala-Dali". Og Gala er med på mange af dem. Hun står ved foden af korset på "Korsfæstelse" og ses også på det banner, Columbus holder højt løftet på "Christopher Coolumbus' opda¬gelse af Amerika”: Dali var helt på det rene med, hvad han skyldte denne "bi, der bringer mig inspirationens honning". Når som helst hun kom ind på hans atelier, rejste han sig højtideligt og klappede. Hun var også den skarpe hjerne, der forhandlede om alle hans kontrakter og investerede hans penge. 

***

Dali kunne være svær at forstå, alligevel blev han en af det 20. århundredes mest populære kunstnere. Det er i sig selv et paradoks, som også blev behandlet i jubilæumsårets særudstilling i 1984: Dali y Cultura de Masas (Dali og massekulturen). Udstillingens sponsor var sparekassen la Caixa's kulturfond og afholdtes først i Barcelona, senere flyttede den  til Madrid. 

Udstillingens mere end 400 værker gjorde det muligt at nærme sig Dali på en ny og mere overskuelig måde. Manierne, attituderne og komplekserne, hele det kalejdoskopiske personlighedsbillede var nedtonet, i stedet var der lagt vægt på at præsenteres den første billedkunstner, som bevidst arbejdede på at integrere en ny industrikultur i kunstens verden.

De udflydende ure symboliserer processen af opløsning og fordærv, som kunstneren med sine fintfølende sanser fornemmede overalt. Af samme årsag må Dalis figurer ofte støtte sig til krykker for at holde sig oprejst. 

I Rom steg han ud af et enormt æg og forkyndte: "Jeg er genfødt!" I Paris lod han sig køre til Sorbonne i en sort og gul Rolls Royce fyldt med blomkålshoveder. "Al kunst tager sin begyndelse med denne ydmyge grønsag," fortalte han foredragets tilhørere.

"Lad os klatre op i træet der og have det lidt mageligt," sagde Dali til en journalist, som skulle interviewe ham. I træets grene hang to polstrede lænestole.

Dalis ekshibitionistiske livsførelse overførte hans personlige popularitet (eller upopularitet) til værkerne. Derfor er det Dali, alle kender, skønt andre surrealister som Rene Magritte og Max Ernst ikke var ringere kunstnere. Der er kritikere som mener tværtimod. Men Dalis folkelige gennemslagskraft skyldes også hans bevidste arbejde med massekulturens udtryksformer, som den berømte røde sofa i teater-museet, forestillende Mae Wests læber. 

Kritikeren Winthrop Sargeant skrev: "Der er intet unormalt ved Dali. Han er simpelthen bare antinormal." 

***

2. del bringes næste måned, 3. og sidste del til januar.