Spanien har et stort antal biblioteker og museer, fordelt over hele det spanske territorium. Her opbevares nogle af de mest værdifulde skatte og kunstværker.
Det mest betydningsfulde bibliotek er ”Biblioteca Nacional”, det nationale bibliotek i Madrid, indviet i 1712. Biblioteket ejer 11 millioner bøger, og opbevarer desuden en enestående samling af inkunabler, kobberstik og manuskripter. Andre betydningsfulde biblioteker er biblioteket på ”Universidad Complutense”, Complutense Universitetet i Madrid, ( her opbevares næsten 1 million bøger), ”Archivo de Indias”, samt biblioteket på munkeklosteret ”Monasterio de San Lorenzo”. Sidstnævnte bibliotek opbevarer blandt andet smukke og enestående reproduktioner af de første tekster skrevet på castiliansk og det katolske kongepars og Filip 2.s bønnebøger.
Netværket af offentlige biblioteker er ganske omfattende, og de fleste har fri entre. Bibliotekerne udbyder adskillige faciliteter til forskere og studerende, der ønsker adgang til de bøger, der ikke er tilgængelige for offentligheden.
Der er over tre tusind museer og grafiske samlinger i Spanien. Det mest berømte museum er ”Museo del Prado” i Madrid, men et utal af landets museer tilbyder enestående værdisamlinger. De fleste museer i Spanien har enten fri entre eller tilbyder rabatter for studerende, pensionister og EU borgere.