Hvis du vil vide noget om:

Det fortryllende Land

Spanien I Fokus

Boligsøgning | LINK-service | SIG-Telefonbogen | Om os | Kontakt os

Folketingsvalget 2005

Det er med politikere som med bleer. De bør udskiftes ofte. Og af samme grund.

Men når et land kun har to onder at vælge imellem, har det tabt på forhånd. Det netop overståede danske folketingsvalg havde ikke uventet som resultat, at en inhuman regering fortsætter.

Det må være et tilstrækkeligt argument, at kræftpatienter dør, inden de når at komme under behandling, fordi der ikke kan bevilges de nødvendige kroner og ører til at forhindre det. Og når rigets fattes penge til at behandle sine borgere ordentligt, når de er syge og har behov for hjælp, skyldes det blandt andet, at riget skal have råd til at deltage i nedslagtningen og tortureringen af irakere i endnu en beskidt amerikansk krig. Død avler død.

Regeringen kunne naturligvis kun vinde valget i kraft af en betydelig befolkningstilslutning, og det fører automatisk til den mismodige konklusion, at den danske folkesjæl er ved at blive ormstukken.

De danske medier har deres ansvar for denne triste, politiske udvikling ved ikke at oplyse læserne i tilstrækkelig grad om kendsgerningerne, og hvordan tingene politisk og økonomisk hænger sammen og ved at pleje deres egne politiske særinteresser. Ytringsfriheden er i Danmark efterhånden kun politikerne og deres journalistiske venner beskåret.

Hvad skal vi med de politiske partier?

Den politiske kultur i Danmark er degenereret og værdiløs. Det er sådan set lige meget, om det er en arbejdsgiverforening eller en frimurerloge, en fagforening eller en vælgerforening eller tilsvarende politiske forsamlinger - alle sammen mødes de blot for at snakke med sig selv og høre deres egne meninger. De inviterer kun talere, de er enige med. Medlemmerne klapper begejstret, og de indbudte talere er lykkelige over det hjertelige bifald. Men der er ingen, som er blevet sagt imod, og ingen der har fået skyklapperne af et øjeblik.

Uden en politisk kultur baseret på politiske partier ville nazismen, kommunismen, fascismen og andre yderliggående bevægelser sandsynligvis aldrig have haft en chance for at opstå i Europa. Denne sandhed inspirerede den svenske professor i statsvidenskab Leif Lewin til i et interview i ”Dagens Nyheter” allerede i 1988 at drage den slutning: ”Der er faktisk ikke længere brug for de politiske partier.”

Efter årets uacceptable folketingsvalg, i hvert fald for sande humanister, forstærker det behovet for at afskaffe de politiske partier, som udklækker overflødige politikere med ubegrænset magt til at bestemme over vore børns muligheder for at leve længe nok til at se den første mand på Mars eller den sidste blomst på en grøftekant.”  

Politiske partier tager ikke udgangspunkt i erfaringer men i dogmer. Der er ingen mærkbar forskel på Poul Nyrup Rasmussens politik i 1990’­erne, og hvad efterfølgeren Anders Fogh Rasmussen har bedrevet. Heller ikke i deres regeringsperioder nåede demokratiet ud over de indledende manøvrer. Det distanceres af interessegrupper med gigantiske, økonomiske magtsfærer, som nyder større bevågenhed hos politikerne end almindelige menneskers talspersoners forsøg på at opnå sociale forbedringer for flere og flere marginaliserede befolkningsgrupper.

Vælgerne køber katten i sækken

Den aktuelle politiske kultur er såre enkel og ligetil: Den stemmeberettigede overdrager sin medbestemmelse i samfundets anliggender til et politisk parti eller person og har hermed opfyldt sin borgerpligt (de af politikerne så ringeagtede sofavælgere er som oftest personer, der har gjort op med sig selv om ikke at deltage i denne farce). Der forventes herefter ikke mere af vælgeren - man vil helst ikke høre mere til ham eller hende - og i Danmark har et folketings- medlem i henhold til grundloven heller ingen forpligtelser over for sine vælgere, da han alene er forpligtet over for sin egen samvittighed. 

Et systemskifte tiltrænges

En ny politisk kultur har længe været påkrævet med en afskaffelse af de politiske partier og frie hemmelige valg til både regering og en lovgivende forsamling på basis af en demokratisk forfatning, hvor verdenserklæringen om menneskerettighederne har første prioritet sammen med statens sociale forpligtelser over for børn, unge, syge og ældre, og hvor det for eksempel i § 4 fremhæves: 

Den lovgivende magt er hos Det demokratiske Råd. Den udøvende magt hos regeringen. Den dømmende magt er hos domstolene 

Noget tilsvarende står anført i den nuværende grundlov, men princippet tilsidesættes, når som helst der er politisk flertal for det; desuden en § 5 med denne bekendtgørelse: 

Forfatningen har den højeste gyldighed og Højesteret har opfordret såvel som uopfordret kompetence til at prøve loves og andre bestemmelsers overensstemmelse med forfatningens ånd og bogstav.    

Retten til sygdomsbehandling bør være sikret, ligesom retten til arbejde under sundhedsmæssigt og samfundsmæssigt forsvarlige forhold. Trosretninger og religiøse samfund hører hjemme i foreningsloven, ikke i forfatningen, udover en markering af religionsfriheden. I valgloven kan der fastsættes et uddannelsesmæssigt mindstekrav til regeringskandidater, så landet ikke får en plattenslager som justitsminister eller gadefejer som finansminister. Ingen bør kunne vælges som medlem af både regering og lovgivende forsamling, og ingen bør som nu kunne udpeges til en ministerpost uden at være valgt (som for nogle måneder siden den intrigante Connie Hedegaard).

En fornyelse af den politiske kultur lader sig ikke gennemføre fra det ene år til det andet, uanset hvordan sagen gribes an. Det tog Rusland 70 år at slippe af med et rødfascistisk regime. Den nuværende politiske kultur har haft over 100 år til at indoktrinere befolkningen med politikernes uvederhæftige forsikringer om, at den lever i et ægte demokrati.

Det kan blive en smertelig og besværlig proces at overbevise mange mennesker om den begrebsforvirring og vildfarelse, de i et måske langt liv har levet med. Deres umiddelbare reaktion kan være at anse forsøget på at indføre en anden politisk kultur som et nyt utroværdigt udspil fra det politiske establishment, og at de derfor afviser det. Tungetale, tvetydighed, hemmelighedskræmmeri og manipulation med kendsgerningerne som noget karakteristisk for det århundredegamle indskrænket-monarkiske-demokrati-despoti har indgivet befolkningen en morbid skepsis og modvilje mod alt nyt.

Den fornuftige indretter sig efter verden. Den ufornuftige prøver stædigt at indrette verden efter sit hoved. Det er grunden til, at ethvert fremskridt afhænger af den ufornuftige. 

På genhør i næste måned, Martin Elmer

Artiklen er skrevet af forfatteren Martin Elmer

Har du lyst til at kommentere artiklen, er du velkommen til at kontakte Martin Elmer på e-mailadressen:

Spain Info Group - Marts 2005

Copyright 2001 - 2006 Spain Info Group©. 

Alle rettigheder forbeholdes.