Hvis du vil vide noget om:

Det fortryllende Land

Spanien I Fokus

Boligsøgning | LINK-service | SIG-Telefonbogen | Om os | Kontakt os

Prinsen betragtede den klodsede dreng ­ med de kæmpemæssige fødder og hænder, den latterligt store næse og de sørgmodige øjne, hvorpå han svarede: ”At kunne synge og fremsige en digters ord er meget godt, men ikke geni, og at studere er en lang og kostbar vej. Vi siger ham dette for hans egen skyld. Vi råder ham til at gå hjem og lære sig et nyttigt håndværk ... han kunne jo for eksempel blive drejer.”

Der er mennesker, som får tingene til at ske, mennesker som ser tingene ske, og mennesker som ikke aner, at der er sket noget. Drengen vidste endnu ikke, at han hørte til den første slags mennesker, men hans første handling efter besøget på slottet var at gå lige hjem og slå sin sparegris i stykker.

Så sagde han farvel til sin mor og sin ligeglade stedfar og begav sig ud for at søge lykken. Allerede på det tidspunkt var det hans hensigt at gøre sit navn H. C. Andersen berømt. Han var heller ikke i tvivl om, at verden lå åben for mennesker, der troede på eventyr.

Selv havde han hovedet fuldt af dem. Mange af eventyrerne havde han fået fortalt af sin rigtige far, en begavet mand der havde lært et nyttigt håndværk — og fortrudt det bittert. Den fattige skomager trøstede sig ved at læse højt af 1001 Nats Eventyr om aftenen, når drengen var kommet i seng. Hans kone forstod ikke meget af det, men lille Hans Christian sugede hvert ord til sig, mens han lod, som om han sov. Om dagen sad han udenfor fattighusets spindestue og lyttede, når gamle koner fortalte historier for hinanden. Dengang fandtes der ligeså mange sagn og sære beretninger i Danmark, som der var stråtækte tage med storkereder. I Odense, hvor Hans Christian blev født for tohundrede år siden, fortalte man blandt andet en historie om en elverpige, der lokkede mænd til sig og dansede med dem, til de segnede døde om. 

Det er ganske vist —.  

En dag bestilte en af byens fornemme damer — med sine to udstående guldfortænder lignede hun en velhavende kanin — et par røde silkesko hos skomageren. Den fattige mand var lykkelig, for nu kom der penge til huse. Men da det kom til stykket, ville damen ikke have dem alligevel og nægtede hjerteløst at betale skomagerens udgifter.

Denne lille tragedie og den gamle fortælling om elverpigen vævede sig sammen i drengens bevidsthed, og senere voksede et eventyr frem — De røde Sko. Det geniale ved H. C. Andersens eventyr er netop denne blanding af trylleri og hverdag, digt og sandhed.  

Som lille pige var Hans Christians mor blevet sendt ud på gader og stræder for at tigge. I stedet skjulte hun sig under byens broer og varmede sine bare fødder i hænderne, angst for at gå hjem. Det første menneske, der tilbød hende sin kærlighed, var en forfører; han forsvandt, før hun fødte ham en datter. Mange år efter lærte sønnen moderens forhutlede skæbne at kende. Han ynkedes, men fyldtes samtidig af vrede mod verden, og ud af disse følelser sprang dels den gribende historie om Den lille pige med Svovlstikkerne, dels den bitre Hun duede ikke.

Hans pen var en tryllestav, der i tidens løb forvandlede alle hans barndoms sorger til skønne eventyr — selv faderens sygdom.

En dag stod Hans Christian og beundrede isblomsterne på ruden, da hans far kom og viste ham en hvid, kvindelignende skikkelse i krystallerne. ”Det er Snedronningen,” betroede faren ham. ”Hun vil nok snart have mig.” Et par måneder efter døde han.  

Den uforstående stedfar trådte ind i hans tilværelse, og kort efter var det, at kronprinsen foreslog ham at blive drejer. I stedet tog han til København og ringede på døren hos alle de rige og kendte folk, han kunne komme i tanker om. Hos en berømt ballerina forsøgte han at danse ballet; hun troede, han gjorde nar ad hende, og lod ham kaste ud. Hos en kendt teaterchef stillede han sig op i sit tyndslidte søndagstøj og med en hat så stor, at den gik ned over ørene, og læste op af nogle tragedier, som han havde skrevet til sit hjemmelavede dukketeater. Også her blev han vist bort.

Nu havde han kun én rigsdaler tilbage, samt sin klare sopranstemme. Den behagede professor Siboni, der underviste ved musikkonservatoriet og hos komponisten Weyse. Denne indsamlede meget hurtigt en sum penge, som den fattige dreng fra provinsen skulle leve af, mens han studerede sang. Hans Christian med det altid letfængelige sind var i den syvende himmel og svævede på lyserøde skyer. Men han var også en ranglet yndling i den alder, hvor stemmen skifter gear. Et par måneder efter gik stemmen i overgang, og sopranen forsvandt for evigt.

Hans Christian med det kejtede, brændende væsen og den aparte begavelse hørte til den type, der tidligt begyndte at se ud som et familieportræt, som han vandt nye venner med, blandt andet en hofdame. Denne kvindelige mæcen gav ham penge i ny og næ til mad og klæder — men han brugte dem nu til digtsamlinger og teaterbilletter. 

Som han betroede hofdamen, da hun opdagede det og gav ham nogle flere penge til at købe litteratur for: ”Poesi er et underfundigt forsøg på at male vindens farve.” 

Øresundsbyen var som en fin gammel dame i blåviolet. Fra sit værelse højt oppe på kvisten havde Hans Christian en storslået udsigt over den gamle bys gavle, spir og kupler. Han var vant til at sidde og se på de tændte gadelygter, der lyste svagt til hinanden og prøvede at holde sig vågne, samt den ensomme kerte ved sengen hos genboens syge dreng.  Alle indtryk og iagttagelser aflejrede sig hos den unge mand — for senere at blive til fortællinger som Den gamle Gadelygte og Billedbog  uden Billeder.

Hans talent fik Jonas Collin øje på. Denne var direktør ved Det kongelige Teater og en overordentlig godhjertet mand. Det lykkedes ham at skaffe den unge forfatter et legat og en friplads ved Slagelse Latinskole, så han kunne blive student.

I Slagelse, hvor han skulle bo hos skolens rektor, Simon Meisling. Denne mand havde selv forsøgt sig som digter, men uden held. Nu hidsede han sig op til et sadistisk raseri over Hans Christians evner. Han satte den store, klodsede fyr sammen med ti-årige elever og gennemheglede hans fortumlede hjerne med algebra, geometri, græsk og hebraisk grammatik. Skønt Hans Christian klarede sig hæderligt, erklærede Meisling, at han aldrig ville blive student. Drengen brød derpå ud i tårer.

Alligevel passede rektoren på ikke at miste sin fortræffelige og ulønnede ”barnepige”. Hans egne børn var nemlig ikke forvænte med omsorg og elskede at sidde på skødet af den unge mand og høre ham fortælle. Her i disse omgivelser med dette aldersmæssigt rigtige publikum var det, at hans udødelige eventyr fandt deres første strålende form. 

Da Collin omsider ad omveje hørte om, hvor grusomt Meisling behandlede Hans Christian, lod han ham afslutte sin skolegang med privatundervisning i København.

Også her befandt han sig bedst blandt børnene. Han spiste skiftevis hos seks forskellige godgørende familier, og i hvert hjem kravlede de små op på hans skød og tiggede om historier.

Det var Hans Christians store talent at kunne fortælle om alt muligt — storke, en snemand, et juletræ eller Ole Lukøje. ”Skildpadden lægger tusindvis af æg, uden at nogen aner det, men når en høne præsterer barer et enkelt, skal hele nabolaget have det at vide,” fortalte han. I det hele taget berettede han så levende, at de små tilhørere både kunne se og høre tinsoldater marchere og heste galopere af sted med en flot karét bag sig.

Og så kunne han klippe de sælsomste og smukkeste mønstre af papir — silhuetfigurer, af hvilke mange i dag findes som kunstskatte i H. C. Andersens hus i Odense. Et enkelt er gengivet her på siden.

De gode Collin'er var den eneste familie, Hans Christian nogensinde fik — til gengæld opnåede han at kende dem gennem tre generationer. De følte det imidlertid som deres pligt at holde drømmeren nede på jorden, og af al magt få ham til at opgive det tåbelige skriveri og i stedet skaffe sig en beskeden stilling i et eller andet ministerium. De talte nøjagtigt, som han senere lod hønen Kykkelilavben snakke i sit mest berømte eventyr:  ”Jeg mener dig det godt, jeg siger dig ubehageligheder, og derpå skal man kende sine sande venner! Se nu bare til, at du lægger æg eller lærer at spinde og gnistre ligesom katten.”

I Den Grimme Ælling fortæller H. C. Andersen sin egen livshistorie med ægte dansk ironi. Men kun langsomt lærte han at forstå sig selv — for eksempel hvorfor mænd tiltrak ham langt mere end kvinder.

I årevis fortsatte han med sine fortællende digte, sine højstemte romaner og sine tragiske skuespil — alle så godt som glemt i dag. Den ene fiasko fulgte efter den anden. Hver gang følte han det som et frygteligt slag.

De første af hans eventyr udkom i 1835, nærmest tilfældigt, uden at nogen ventede sig noget af dem. Men børnene læste dem og forlangte flere. Med ivrige hænder trak de ham bort fra den vej, der alligevel intet førte til. Så nu begyndte han for alvor på det, der skulle blive hans livsværk.

”Nu dykker jeg ned i mit eget bryst, finder en idé for de voksne og fortæller den for børnene — men hele tiden husker jeg på, at far og mor lytter!”

37 år i træk udkom der ved juletid et nyt bind af H. C. Andersens eventyr. Tilsammen blev de en skat af fantasifuld sandhed, vemodig skønhed og spøgefuld ironi. Aldrig før var noget lignende blevet fortalt for begejstrede, lyttende børneskarer. 

Skomagersønnen havde bisselæder i sålerne og nåede vidt omkring efter den tids målestok. Han nåede også at se meget af den iberiske halvø. I 1862 var han i Málaga, i 1866 i Lissabon og andre større, portugisiske byer.

Tirsdag aften den 21. oktober 1862 forlod han Granada i diligence, ”et slags omnibus” forklarer eventyrdigteren, ”med sæder på begge siderne - de blev ganske fyldte.” En af sine medpassagerer beskriver han som ”en gammel Bedstemoder med ”Crinoline, den Alle vi i vognen kunde have haft nok af til Telttag.”

Om sit indtryk af den natlige køretur skriver han:

”Udenfor var Luften kold og klam; en vaad Taage laae over Bjergene, den fordeelte sig først, da vi i Dagningen naaede over Bjerghøiden, og Veien heldede ned mod Malaga. Eensomt og øde var det rundt om; vi kjørte ved dybe Afgrunde; nede i de snevre Dale rugede endnu Mørket, medens vi oppe i Høiden saae klart hver Gjenstand om os. Bjælderne paa Muuldyrene fik større Klang i denne umaadelige Taushed. Vi mødte ridende Politisoldater, altid to og to; paa et Sted af Veien havde de tændt en stor Ild, de vare stegne af Hestene og varmede sig.

Nu brød Solen frem, Havet bredte sig blankt og blaat, Malagas hvide, fladtagede Huse, dens mægtige Domkirke og det høitliggende mauriske Castel traadte frem mod Hav og Luft. Nu saae vi Guadalmedinas udtørrede Flodleie; derned, mellem støvede, store Cacteer, rullede vi imod Byen —.”

H. C. Andersen orienterede sig som sædvanligt godt på stedet og kunne siden hen meddele sine læsere:

”Dagen derpå stod i Malaga Avis: >I går begyndte Vinteren.< Den strenge Tid var altsaa nu begyndt, strengere blev den heller ikke, ellers var der ikke Sandhed i Verset:

Malaga, la hechicera,

La de eterna primavera.”

(Fortryllende Málaga med det evige forår)

Digterkongen skrev også: ”I ingen af Spaniens Byer har jeg følt mig saa glad, så hyggeligt hjemme som i Malaga; Folkelivet, Naturen, det aabne Hav, hver især saa rig og uundværlig for mig, fandt jeg her, og dertil det mig endnu vigtigere, jeg fandt elskværdige Mennesker.”
	(På fotoet herover ses Málaga, som byen tog sig ud på eventyrdigterens tid.)

Hans Christian opnåede den berømmelse, han som fattig dreng i Odense havde hengivet sig til mange drømme om. Hans eventyr er oversat til flere sprog end noget andet værk med undtagelse af biblen, som jo også er et eventyr. Han blev som midaldrende og ældre modtaget ved hofferne rundt om i Europa og dekoreret med ordner. Datidens største forfattere fra Dickens til Victor Hugo anerkendte ham som ligemand.

Den lykkeligste dag i hans liv indtraf, da han i triumf vendte tilbage til ”andegården” næsten 50 år efter at have forladt den. Odense stod på den anden ende for at fejre skomagersønnen, eventyrenes konge: Folk sang hans digte og råbte hurra for ham, og en stor fest blev holdt til hans ære. Om aftenen samledes mængden med tændte fakler under hans vindue og kaldte ham frem under stor jubel.

For 200 år siden fødtes den største digter i Danmark, og ingen har siden overgået ham. Hvilken glæde er det ikke at kunne være med til at fejre ham med kærlige ord.

Artiklen er skrevet af forfatteren Martin Elmer

Har du lyst til at kommentere artiklen, er du velkommen til at kontakte Martin Elmer på e-mailadressen:

Spain Info Group - April 2005

Copyright 2001 - 2006 Spain Info Group©. 

Alle rettigheder forbeholdes.