Flamenco
Kunstgallerier
Teatre
Tyrefægtning

En tyrefægtning foregår i tre afsnit (tercios). De to første afsnit skal trætte og samtidig hidse op til til den tredje og afgørende, hvor tyren har sit skæbnesvangre møde med matadoren. Festlighederne indledes med, at matadorerne og de mange hjælpere skrider ind på arenaen til gjaldende fanfarer, el paseillo. Kampene ledes formelt af en præsident, der med myndig mine følger fægtningerne fra sin loge.

I første akt lukkes den forvirrede tyr ind i arenaen, hvor tyrefægternes hjælpere, peones, vifter med deres store lyserøde og gule kapper (capotes) for at teste dyrets intelligens og kamplyst - og give matadoren lejlighed til at se, hvordan tyren stanger. Kappens farve er ligegyldig, for tyren er farveblind.

Herefter har matadoren sin første soloopvisning, når han med sin kappe folder sig ud i en stribe komplicerede manøvrer og demonstrerer sine evner over for publikum. Nu er turen så kommet til de såkaldte picadores (picar = at stikke), som fra deres velpolstrede heste borer lange lanser i tyrens nakkemuskler. Netop disse scener vækker tydelig mishag på tilskuerrækkerne - publikum protesterer imod, at tyren på denne måde mister kræfter og kampmod.

I anden tercio er turen kommet til de to banderilleros, der graciøst og præcist placerer 70-80 cm lange, kulørte spyd i tyrens nakke.

Til sidst er det matadorens tur, alene med tyren. Nu mødes vildskab og kløgt. I begyndelsen vifter matadoren sin skarlagenrøde muleta foran tyrens næse for at finde ud af, hvor træt dyret er. Denne fase kaldes la suerte de la muerte - dødsskæbnen. Det er denne omgang, som matadoren får sin betaling for. De bedste tyrefægtere dyrkes som idoler på linie med fodboldstjerner og med 60 - 80 kampe om måneden skaber de hermed en anselig indkomst. Matadoren dømmes på sin atletiske optræden foran den fortsat farlige tyr - og modet til at udfordre dens skarpe horn. Hvis matadoren udfører en særlig smuk manøvre, overstrømmer publikum ham med et rungende olé.

Efter at matadoren har vist hele sit repertoire i undvigemanøvrer (pases) kommer sandhedens time for tyren. Udmattet står dyret stille med hovedet bøjet, og matadoren støder sin 70 cm lange kårde ind på et ganske lille sted mellem tyrens skulderblade til hjertet. Dødsstødet kræver en utrolig præcision, og lykkes det at dræbe tyren i første stød, er matadoren dagens helt. Ofte springer hjælperne ind og får tyren til at dreje rundt om sig selv, inden den falder om.

En lille kniv mellem to nakkehvirvler gør det endeligt af med tyren, når den ligger på jorden.

Den ældste tyrefægterarena og ubetinget den mest charmerende med elegante arkader indenfor i to etager, ligger i Ronda. Her havde Ernest Hemingway sin egen loge.

Besøg også det lille tyrefægtermuseum med kostumer og masser af tyrefægter-minder.

Arenaen blev indviet i 1785 af de to tyrefægtere: Pedro Romero og Pepe Hillo...

Bag arenaen findes parken Alameda del Tajo, hvorfra der er en skøn udsigt over Guadalevin-dalen.

Uden for arenaen i Ronda, vil man se statuer af de to mest kendte Ronda tyrefægtere:

Cayetano Ordóñez (El Niño de la Palma) og Antonio Ordóñez

Specielt Andalusien har fostret mange dygtige matadorer og kamptyre.

Adskillige af Spaniens ca. 200 tyrefarme findes i netop denne del af landet.

Her foregår også mange af de virkelig gode tyrefægtninger - den ægte kunst, som har inspireret kunstnere og forfattere i århundrede.

Den uforfalskede vare findes bedst i Sevilla - hvor kampsæsonen åbnes hvert år i påsken - samt i Córdoba.

Har matadoren ydet en særlig strålende og modig indsats, kan kampens præsident skænke ham et af tyrens ører - enkelte gange dem begge, og i sjældnere tilfælde også halen.

Herefter foretager matadoren et lille triumftog i arenaen, hvor han hyldes af publikum.

Samtidig slæber et hold af arbejdsheste den døde tyrekrop ud af arenaen, og efter en let frisering af sandet er ringen klar til næste tyr.