Hvis du vil vide noget om:

Det fortryllende Land

Spanien I Fokus

Boligsøgning | LINK-service | SIG-Telefonbogen | Om os | Kontakt os

Frem til begyndelsen af 1970’erne havde de fleste trykte medier et partipolitisk tilhørsforhold. Bladdøden og de mange fusioner har ændret vilkårene. Konjunkturerne har gjort det overlevelsesnødvendigt for aviserne at redigere med henblik på en bredere målgruppe, og droppe det partipolitiske tilhørsforhold.

Aviserne er blevet ”uafhængig af partipolitik”, uden dog at være politisk komplet farveløse. Den redaktionelle linie har stadig hjertet til højre eller venstre eller midt imellem, men diskret så den almindelige avislæser sjældent bemærker det. Det redaktionelle koncept har størst indflydelse på vurderingen af indsendt materiale: læserbreve, synspunktartikler og kronikker. Respekten for demokrati og ytrings- frihed afgøres bedst ved at gennemlæse, hvad mediet vælger ikke at offentliggøre.

De trykte medier har været i tilbagegang siden midten af 1950'erne, både hvad antal og oplag angår. Det har allerede haft og vil stedse få endnu flere negative konsekvenser for ytringsfriheden.

Konkurrencen skærpes om de stadig færre og færre avisspalter forbeholdt læserindlæg og kronikker. Allerede nu frasorteres cirka 80% af al indsendt materiale, og der skeles af redaktionerne først og fremmest til de professionelle med en vis tilknytning til det politiske establishment. Det er tillige afgørende, om fremsatte synspunkter er forenelige med bladets redaktionelle linie. De, der skønnes ikke at være det, afvises med den sædvanlige standard- skrivelse, som undertegnede der i 1958 vandt 1. præmien i Politikens kronikkonkurrence, men senere — i min periode som folketingskandidat for Retsforbundet — blev forment adgang til bladets spalter. Jeg er næppe den eneste forfatter, kunstner eller politiker, der er blevet sortstemplet på grund af en redaktørs idiosynkrasier, politiske aversioner eller moralske fordomme. Men os skrives der helst ikke om.  

I en kronik i Information for en del år siden udtrykte forfatteren Lars Bonnevie bekymring over, at efterhånden skriver en elite for en læsende elite, mens flertallet foretrækker at høre radio eller se fjernsyn - parabolantennen er mere grænseflyttende end litteraturen nogen sinde har været. Bonnevie mener desuden, at med den bildende og skulpturelle kunst går det samme vej: kunstoplevelse og kunstformidling sker via flimmerkassen. Udstillinger og museer er for en kunstelite, der stadig skrumper ind. Der er tale om en henvisnen i global forstand, fordi færre og færre interesserer sig for at tænke lineært, det vil sige i en alfabetisk kode, mens flere og flere, i kraft af det nye teknokrati, reagerer på audiovisuelle inputs, symboler og modeller, som ikke kan integreres i den tidsdimension, den alfabetiske kode bevæger sig i. Dermed er ytringsfrihed blevet et privilegium.

Skulle hr. og fru Menigmand ønske at opponere mod fremførte synspunkter af Bonnevie eller andre pinger, vil de kun have en tiendedel af deres spalteplads til rådighed - hvis læserbrevet overhovedet offentliggøres - og disse som regel få hundrede ord vil i langt de fleste tilfælde være for knebent til at kunne argumentere overbevisende for en anderledes opfattelse af tingene, at det afholder mange avislæsere fra at blande sig i en debat.  

En redaktion er en magtfaktor, som er i stand til at forvandle last til dyd, løgn til sandhed, rov til filantropi, tyveri til ærefuld gerning, brutalitet til patriotisme og sadisme til retfærdighed. Det har Politiken leveret et nyt eksempel på.

I foråret for nøjagtig 50 år siden gennemførte politiet en razzia hos bøssemafiaen. Dens hovedaktører var parret A. J. Lundahl Madsen og E. Eskildsen, som beklædte tillidsposter i den homofile forening ”Forbundet af 1948” (i dag: ”Landsforeningen af bøsser og lesbiske). De var sigtet for salg af dengang forbudt pornografi og formidling af kontakter til trækkerdrenge, også mindreårige, gennem kodeannoncer i tidsskriftet Vennen. Mange homofile i 1950’­erne turde ikke indgå legale forhold og var lette ofre for denne form for ”serviceydelse”. Hundredevis af homofile havnede i bøssemafiaens kartoteker.

Det der blev omtalt i medierne i 1955 som ”den store pornografiaffære eller ”sædeligheds- affæren” udløste en lavine af selvmord blandt homofile (et er omtalt i ”Selvmordsrapporten”, Chr. Erichsens Forlag 1974). Information mente med sikkerhed at vide, at udover tragedien med selvmordene var ikke så få homofile flygtet til udlandet (mange år efter traf jeg en af dem på Costa del Sol). På det tidspunkt, jeg så listen over de, der havde begået selvmord, omfattede den 12 navne, men tallet steg efterhånden.

Foruden disse tragedier satte de to mænds ansvarsløse profitmotiv en spæd, progressiv udvikling for en stor minoritetsgruppe helt i stå. De blev årsag til en voldsom hetz mod den, som reaktionære politikere udnyttede til at få hævet aldersgrænsen for tilladelige homoseksuelle forhold fra 18 til 21 år, den såkaldte "grimme lov". Bøssemafiaen var således moralsk skyldig i langt mere, end de juridisk blev anklaget og dømt for. 

Efter udstået fængselsstraf tog dens to hovedpersoner navneforandring til det fælles købenavn Axgil og startede nye forretningsforetagender med de homofile som målgruppe.  I artikler fokuserede jeg på de to mænds kyniske forretnings- metoder og ansvar for mange selvmord, hvorpå de telefonisk truede mig med, at ”hvis jeg ikke snart passede mig selv, ville det gå galt”. De truede også andre af aktivitetsgruppen Vennens medlemmer og opførte sig i det hele taget, som mafiosoer er kendt for. 

Det radikale Venstres talerør Politiken havde undertiden problemer med at finde en grimasse, der passede til bladets redaktionelle linie i de homofiles største brydningstid fra midten af 1950’erne til begyndelsen af 1970’erne. Et iøjnefaldende faktum er, at ingen af aktivistgruppen Vennens medlemmer fik lov at komme til orde i spalterne, og heller ingen af dens mange pressemeddelelser blev nogensinde citeret i Politiken. I realiteten var der tale om en politisk boykot af gruppen, fordi dens politiske ståsted var Retsforbundet, ikke De radikale. Som udbryderparti fra de radikale havde Retsforbundet altid været ærkefjenden, og blev kun omtalt i Politiken, når der var noget negativt at divertere læserne med om dette parti.

Gennem de mange år har Politiken været særdeles velinformeret om bøssemafiaen, ligesom husets anden avis Ekstra Bladet, der sidst skrev om den i sommeren 1996. Det chokerede derfor unægtelig en del andre lige så velinformerede personer, at Politiken den 2. april i år lod hånt om al god presseetik og bragte et interview med bøssemafiaens sidste nulevende, Axel Axgil, ledsaget af et helsidesfoto af ham og hans partner.

To hele sider i en avis er en flot gestus, der sædvanligvis kun ofres på personer, som har ydet en fortjenstfuld samfundsmæssig indsats, og det kan ikke siges om Axgil, snarere tværtimod. Anledningen til interviewet var noget så banalt som hans 90 års fødselsdag! Med samme begrundelse kunne Politiken interviewe den SS-mand, Danmark kræver udleveret fra Tyskland til retsforfølgelse. Han fylder ligeledes 90 i år, og har tilsyneladende kun et enkelt liv på sin samvittighed, hvor Axgil har adskilligt mere på sin.

Mange pårørende til de, der begik selvmord for 50 år siden, lever stadig og kan ikke undgå at finde interviewet i Politiken malplaceret og blottet for en seriøse begrundelse. Enhver avis har ret til at have de forkerte meninger, men ingen har ret til at have de forkerte kendsgerninger. 

Det lykkedes mig at komme til orde med et beskåret læserindlæg om ”Axel Axgils fortielser”. Men i virkeligheden burde andre, der protesterede enten direkte til chefredaktionen eller til læsernes såkaldte ombudsmand Niels Nørgaard eller debat- redaktionen også have haft mulighed for det. Men ytringsfriheden blev knappet ned i denne sag. Det skulle ikke udbasuneres, hvor mange der havde protesteret mod Lotte Thorsens interview  og hvorfor. Politiken har formentlig indset vanskelighederne ved at skulle forklare læserne intentionerne med dette interview, og hvorfor efterladte til den interviewedes ofre ingen ytringsfrihed havde i denne beskidte sag.  

Ytringsfrihed uden ytringsret er værdiløs. Den administreres nidkært af massemedierne til deres egen fordel. Vi hører kun om 98 % af befolkningen som en gigantisk, skvulpende kødklump, der refereres til med vendinger som:

• Befolkningen ønsker.

• Befolkningen vil ikke finde sig i det (er nødt til det alligevel).

• Arbejderne er uenige med politikerne (ytrer somme tider opportunistiske redaktører, der ikke drømmer om at interviewe en arbejder om hans syn på samfundspolitikken).

Under 2 % af befolkningen har ordet og ytringsfriheden til at tale på vegne af kød­klumpen. Det hører til undtagelserne, at hr. og fru Menigmand opfordres til at udtale sig om noget som helst og mindst af alt om rigets anliggender. De bliver spurgt én gang hver fjerde år, på valg- dagen, og så må det være nok. Men til benefice for den akademiske ytringsfrihed konstrueres ligegyldige enqueter, hvis emner de formodes at have en smule kendskab til. Skal De i kirke juleaften? Eller: Hvem regner De med vinder landskampen på søndag? Eller: Holder De ferie i Danmark eller i udlandet i år? Den ”opsøgende journalistik” er ligesom fjernsynets underholdningsprogrammer beregnet på at passivisere folk og bortlede deres opmærksomhed - så vidt muligt - fra alt af væsentlig betydning for dem.

Einstein gennemskuede det, som så mange andre farlige tendenser i tiden, og sagde: ”Mindretallet, den nuværende regerende, herskende klasse har skolerne, pressen, sædvanligvis også kirken under kontrol. Det sætter dem i stand til at organisere og styre masserne.”

Den omsorg for ytringsfriheden, der mangler så afgørende i vort kulturbillede, er et af mange politiske degenerationstegn. I denne situation bliver samtalen mellem såkaldt almindelige mennesker vigtig og nødvendig som en af de meget få muligheder for, at den demokratiske udvikling kan komme videre og med tiden afløse det indskrænket-monarkisk parlamentarisk-politiske oligarki, der har en beklagende, afsmittende virkning på mange medier. 

Politiken eksempelvis.

Artiklen er skrevet af forfatteren Martin Elmer

Har du lyst til at kommentere artiklen, er du velkommen til at kontakte Martin Elmer på e-mailadressen:

Spain Info Group - Juli 2005

Copyright 2001 - 2006 Spain Info Group©. 

Alle rettigheder forbeholdes.